BogenomKøbenhavnerne_1936-37

43 mest udprægede personlige Karaktertræk var hans aldrigslukkedeKvindekær­ hed, der kunde minde om Stortyrkens. Hans menneskelige Fejl var saadanne, at de ikke vilde have blevet taalte hos en Borger i Staten, og hans Glæde over Henrettelser og sligt var næsten abnorm. Men med alt dette var han en Skik­ kelse, der maatte vinde et Folk. Som hans Fe jl var hans Dyder af Format. Han følte sig som sit Folks Fader og Husbond og blev betragtet som saadan. Han sagde selv, at mens Henrik d. IY af Frankrig maatte lade sig omgive af en Livvagt, kunde han køre rundt i Landet alene med sin Kusk og en lille Hund paa sit Skød. Hans Tid laa før den, hvor Undersaatter laa paa Maven for den enevældige Konge af Guds Naade, og dog hyldedes han lige til sin Død, mens Riget blev mindre og mindre, F jender hærgede Landet, dets Finanser udtøm-

tes, og han selv, ikke mere Folkets Fader, men Kirsten Munks Børns, skrabede til sig, hvor han kunde og lod sine Svigersønner tage Resten. Det kan ikke have været Kongemagten alene, der gjorde ham til Aarhundreders mest fejrede Drot, hvis Glorie i almindelig Bevidsthed end ikke i vore Dage er blegnet. Men det er svært psykolo­ gisk at begrunde, hvad det var, der skabte Glo­ rien. Yi forstaar Straaleglansen om Gustav Adolf og Dyrkelsen af »der alte Fritz«, vi maa akcep- tere F jerde Christian, selv om Analysen falder forfærdelig ud. Han blev for Slægtled efter Slægtled Fædrelandskærlighedens Symbol. Naar »Kong Christian stod ved højen Mast« klinger fuldtonende over Mængden, glemmer vi, at hans Krige var Nederlag paa Nederlag. »Ham med det

ene Øje« — Forskere paastaar nu, at han i Virkeligheden havde dem begge to — er for Slægtled bleven ét med Danmark. Og det maa have en dybere Aarsag, som nu er skjult for os. Han var Københavnernes Konge, han byggede deres Stad, og Minder om ham staar endnu; naar man træder ind paa Rosenborg, er det, som stod han paa Tærskelen og tog imod én, en sælsom Trolddomsmagt straaler ud fra hans hi­ storiske Personlighed — men, atter men, i hans Livs optegnede Data finder vi ingen Begrundelse heraf, vi maa tage ham, som han er, uden at tænke paa, hvad han var. Han var Konge fra Vuggen omtrent og regerede i 60 Aar, ligger Forklaringen i, at han for tre Generationer blev en Naturmagt, knyttet til Fædrelandet? I nærværende Forfatters Barndom stod der om Frederik d. YII ikke saa lidt af den samme Glans, og i Mindet blev han ofte sidestillet med Christian den IV. Men medens denne endnu i Folket har bevaret Glorien, var Frederik Folkekærs Glorie fordampet, inden Aarhundredet gik ud, den holdt næppe 20 Aar efter hans Død. For Københavnerne er F jerde Christian endnu deres Yndlingskonge, hans Værk staar i Sten hver Dag for deres Øjne, hans Historie er bleven til Sagn for dem, og de overlader Historikerne at trævle den op. Der er tre »gamle« Konger, der var »Københavnere«, Christian den II, som Landets Adel hindrede i at udfolde sig, Christian den IV, som blev Sagnhelt, og Frederik den VI, der

Made with