S_Rosenboeg_1882

1 3

Og i særdeelished paa Rosenborrigs tag Udskyde aldt dit lyys og paa hver dør og fag.

I dag, det er en dag, som billigen maa tegnis Med gylden pen og skrift blant dem som skulde regnis

I tide-bogen op: thi Rosenborrig faar Ej større ære-dag i dette hundred aar.

Den Store Friderich i dag sig lood behage Paa dette skiønne Slot sit blivested at tage; Ja Danmarks Dagmar selv, og Kongens Broder med, Samt Dydernis Princess kom og til dette Sted. Et Sted hvor Kunsten og Naturen sig bemøje Saa vel de hæmmede som eegne at fornøje Med alt hvis nogen kand med føje kalde rårt; Thi her er ingen fliid og ej omkostning spårt. Her stood Retferdighed og Fred ved Poortens side, Hvor Kongen skulde ind, og lode Hannem vide, At Gud dem havde sendt til Danner Kongens Slot, For at forkynde Ham ald velstand og aldt got. Retferchgheden var befalet at forblive Hos Kongen nu som før, og stedse ham at give Fra Gud de beste raad, at kiende landets tarv, Saa ingen uret skeer Hans Ejedom og Arv. Saa var og Freden glad med Kongen selv at tale, Og den ælendighed for Hannem at afmale, Som nesten over ald Europa er at see, Hvor hun var jaget bort med trusel, spot og spee. Men, sagde hun, det land, hvor Kongen har at raade, Det vil den store Gud bevise denne naade, At Fred og Eenighed der stedse blomstre skal, Og ingen hende der i bytte gaa i val.