KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

såkaldt »landsfaderlige« regering ville sanere landets økonomi ved at spare, og uden hensyn til hvad det kostede i form af uudnyttet energi og social søllehed, lod den regerende kreds af godsejere og embedsmænd alle større investeringsopgaver visne hen. Der groede ukrudt på de store københavnske tømmerpladser, der var stille i den før så travle havn. De store forretninger gik uden om byen. I slutningen af 1830’rne begyndte København imidlertid så småt at vågne af sin tornerosesøvn. Handelslivet intensiveredes noget, og med i84o’rne kom der for alvor aktivitet i forretningerne. Verdensmarkedets gode priser på korn, trafikmidlernes for­ bedring og meget andet virkede sammen. Kornhandelen en gros såvel for de danske øer som for Skåne koncentreredes i København, nye handelshuse voksede op, og en politisk debat begyndte at præge byen. Grundloven 1849 og krigen 1848-50 danner ligesom afslutningen på den halvtriste periode a f Københavns historie og begyndelsen til en ny og mere levende. 1850’erne begyndte i og for sig ikke særlig muntert. Der var dyrtid og nogen nød blandt de dårligst stillede. Men denne depression var dog ret snart overvundet. En kortvarig, men voldsom økonomisk krise i 1857 medførte en lang række forretnings­ fallitter, men påfaldende mange af de fallerede blev bragt på ret køl igen, og krisen, der var almindelig europæisk, havde haft den for København gunstige virkning, at Hamburgs økonomiske herredømme i Norden var brudt. De jyske provinsbyer, der tidligere havde været handelsmæssigt nær knyttet til Hamburg, søger nu deres forbin­ delser i København. Hovedstaden havde gennem de fattige årtier været en lille indeklemt by bag de forældede fæstningsværker. Boligsituationen var slet. Underklassens familier var klum­ pet sammen i bittesmå lejligheder i baghuse, på kviste og i kældre. Mellemklassen havde lidt rummeligere, men ubekvemme lejligheder i forhusene. Kun overklassen, d .v. s. adelen, de højere embedsmænd og de større købmænd havde nogenlunde rimelige pladsforhold. Der var i reglen rent i stuerne, i al fald hos over- og mellemklassen, men fugt og træk, mus og rotter, dårlig ventilation og stinkende lokummer, selv i jævnt velstillede folks huse, gav hygiejnen ringe muligheder. Afvaskningen foregik ved hjælp a f små vandfade, der fyldtes fra små vandkander. Forskellen mellem det finere og det ringere hjem bestod mere i vandfadets udstyr end i dets størrelse. Offent­ lige badeanstalter kendtes ikke. Rendestenene var i en elendig forfatning, og kloaker og afløbsrender en stinkende plage for borgerne. På landet havde man naturligvis ikke mere begreb om hygiejne end i byerne, men der var mere luft og lys og ofte også mere plads. Derfor var der sundere herude. København havde alligevel op til ca. 1890 et tilvandringsoverskud, der var større I I