KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

mod nord a f Peymanns rende, et vandløb, som fra gammel tid gav voldgraven tilløb fra Sortedamssøen. På den anden side a f renden lå landejendommen Rørholm, som ejedes a f en handelsgartner, og som var tæt beplantet med frugttræer og buske. Omtrent på det sted, hvor Sølvtorvet i dag ligger, stod en hollandsk vindmølle, Stjernemøllen, hvis ejer, bøssemager Flerons enke, protesterede imod hospitalets opførelse med den begrundelse, at den store bygning tog vinden fra møllen. Bystyret afviste hendes krav, og hun fik ingen erstatning for sit vindtab. Også andre a f områdets beboere beklagede sig, da byggeriet begyndte. Det var især vejforholdene, man var utilfreds med, idet den i forvejen elendige Farimagsvej blev endnu mere hullet og opkørt på grund a f de mange arbejdsvogne, der kørte fyld og materialer til byggepladsen. Under den diskussion om hospitalsforholdenes forbedring, som førtes i midten a f 1850’erne, blev det hurtigt klart, at det nye hospital måtte placeres uden for voldene. Dette synspunkt stred imidlertid mod krigsministeriets planer for byens forsvar. Fra gammel tid var et areal uden for voldene udlagt som demarkationsterræn. I hele dette område måtte der ikke opføres bygninger a f grundmur, men kun a f træ eller bindings­ værk og endda kun i een etage. Under svenskekrigene i det 17. århundrede havde fjenden under Københavns belejring søgt dækning i de forstæder, der på dette tidspunkt var vokset op uden for byen. For at undgå dette ved eventuelle fremtidige angreb på byen gennemførtes de ovenfor nævnte strenge bestemmelser om bebyggelsen, og krigsministeriet overvågede med stor nidkærhed, at de blev fulgt. Alle planer om be­ byggelse herude skulle godkendes a f militæret, men med forsvarsteknikkens forbedring skiftede synet på demarkationsterrænets værdi som forsvarsforanstaltning. Mens de­ markationsterrænets grænse i lang tid gik langs linien Falko nerallé-Jagtvej, lagde man i årene omkring 1850 nye planer for byens forsvar. Demarkationsterrænet havde hidtil været et fladt areal, som kunne bestryges med kanoner fra volden, men nu skulle der i stedet opbygges en ydre forsvarslinie ved anbringelse a f fremskudte forter. Herved ændredes arealets forsvarsværdi, og som følge heraf flyttedes demarkationslinien i 1852 ind mod byen, så den fulgte søernes indre bred. T il gengæld måtte krigsministeriet lægge så megen større vægt på arealet mellem søerne og volden, og man ville nu have alle bygninger i dette område fjernet. Kun nødtvungent var man gået med til, at kolera­ barakkerne i 185 3 blev anbragt på »Sortedamsagrene«, og da epidemien var ovre, søgte man at få barakkerne fjernet hurtigst muligt. De kom dog til at ligge der meget længere end forudset. Under heftige diskussioner mellem bystyret og militæret forlængedes fristen for deres fjernelse stadigvæk, og først da Kommunehospitalet stod færdigt i 1863, forsvandt de sidste a f barakkerne; een a f dem brugtes til kontor- og opsyns­ lokaler under byggearbejdet. Efterhånden blev man dog inden for militæret klar over, 2 3