KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

Hvordan disse lønninger forholdt sig til indtægtsniveauet i København iøvrigt, kan måske illustreres med et par eksempler fra skattebogen 1862-63: en livlæge og etatsråd havde haft en årsindtægt på 3800 rd l.,og en bogtrykker havde tjent 4000 rdl. Den unge bankdirektør C. F. Tietgen var helt oppe på 9000 rdl., medens en handels- commis boende i Nybrogade 32 havde måttet klare sig med 500 rdl., og en skomager­ mester i Rådhusstræde 15 havde haft 600 rdl. Disse to sidstnævntes indtægter ligger altså næppe så forfærdelig langt fra de unge reservelægers 300 rdl. + kost og logi, idet man formentlig kan regne med, at en jævn familie betalte 60-70 rdl. om året i husleje og 75-90 rdl. pro persona for kosten. Den løn, Kommunehospitalets boghol­ der fik, svarede så nogenlunde til den, der blev budt en bogholder på et handelskontor. Størstedelen af Kommunehospitalets personale blev ansat pr. 1. september 1863. Besættelsen af de øverste stillinger var naturligvis genstand for stor offentlig interesse, og besættelsen a f overlægeembederne fremkaldte endda en skarp debat inden for læge­ kredse. For helt at forstå baggrunden for denne sag må man erindre sig, at Køben­ havns magistrat hele enevældstiden igennem og ikke mindst i første halvdel a f det 19. århundrede havde været stærkt negligeret af statsmyndighederne i sager vedrø­ rende kommunens forhold. Kancelliet havde gang på gang truffet vigtige afgørelser imod magistratens ønsker. Men loven a f 1857 om bestyrelsen af Københavns kommu­ nale anliggender og den dertil knyttede vedtægt havde på afgørende måde ændret dette forhold. Nu havde magistraten den endelige afgørelse i en lang række vigtige sager, og hertil hørte også besættelsen af overlæge- og reservelægeembederne ved kommunens hospitaler. Det ser ud til, at magistraten i begyndelsen for temmelig hårdt frem, eller også har konservative folk været lidt for ængstelige for, hvad disse lægmænd kunne finde på. I al fald rejste allerede den første overlægeudnævnelse efter 1857 et ramaskrig. Det drejede sig om en overlægestilling ved Almindelig hospital. Da magistraten havde besat den, gav professor, dr. med. Carl Levy udtryk for lægestandens betænkelig­ heder gennem en harmdirrende artikel i Ugeskrift for Læger 3. november 1860. Det var ikke den valgte overlæge, han ville kritisere, men fremgangsmåden. Magistraten burde have spurgt sundhedskollegiet; det havde den ikke gjort. Ganske vist havde den indhentet en betænkning fra stadslægen, men havde ikke fulgt den. Levy lagde ikke skjul på, at når han reagerede så voldsomt, var det, fordi det måtte forudses, at der snart skulle besættes 4-5 overlægeposter ved Kommunehospitalet, ligesom der inden for en ikke alt for lang årrække ville blive et overlægeembede ledigt ved Set. Hans hospital. Levy krævede nu i skarpe vendinger, at så længe Københavns magistrat ikke i sin midte havde en medicinsk borgmester eller ved sin side havde en med selv-

40