KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

finde sig på hospitalet, måtte de sende bud til magistratens 3. afdelings kontor inden kl. 13 . Her skulle dokumenteres - i reglen med en lægeerklæring - at der var en syg i hjemmet, og den syge blev da visiteret hjemme. Syge, der var under fattigforsorg, kunne indlægges på henvisning fra vedkom­ mende distriktslæge og med påtegning på sygesedlen fra magistratens 3. afdeling. Andre fattige syge, som ikke var under fattigforsorg, kunne indlægges til gratis kur og pleje på foranledning a f magistratens 3. afdeling. Løsagtige fruentimmer, der skulle behandles for syfilis, henvistes direkte til indlæggelse a f politilægen. Allerede i hospitalets første virkeår indtrådte unormale tilstande. Landet kom i krig, og selv om København ikke lå umiddelbart i nærheden a f fronten, kom situatio­ nen dog til i nogen grad også at præge hovedstadens store hospital, der fik en meget stærk belægning, som prægedes a f sygdomme, der indirekte skyldtes krigen, nemlig bl. a. en epidemi a f »den ægyptiske øjensygdom« og en stærk stigning i antallet af fnatpatienter. Det blev nødvendigt midlertidigt at etablere et anneks i en a f kommu­ nens ejendomme på Set. Annæ Plads, specielt til brug for øjenpatienter, ligesom A l­ mindelig hospitals sygeafdeling fortsat måtte benyttes. En koppeepidemi kom til byen samme år - hvorvidt der var nogen forbindelse med krigen er svært at sige - og på Kommunehospitalet blev en mængde a f personalet angrebet a f den, både læger, kontorpersonale, »koner« og karle, men mærkeligt nok smittedes kun to patienter, indlagt for andre sygdomme. Disse epidemier viste, at Kommunehospitalet allerede var for lille for byens behov. Nye epidemier i 1870’erne understregede det yderligere. Desuden fandt man, at afdelingerne var for store. Dette kom stærkt til orde, da over­ kirurgen, C. W ithusen i efteråret 1868 måtte trække sig tilbage på grund a f en lidelse (apoplexi), som man almindeligvis tilskrev overanstrengelse, og han havde endda kun beklædt embedet i 5 år. At flere afdelinger var for store, havde man allerede i praksis erkendt ved at ind­ skrænke deres virksomhed på enkelte punkter. Først blev 4. afdeling befriet for at tage sig a f de indskrevne prostituerede, og senere blev en del patienter med benskader flyttet fra 1. afdeling. Hvad de medicinske afdelinger angik, hævdede overlægen på 2. afdeling, at tilstrømningen efter 5 års forløb nu var så betydelig, at lægernes arbejde her var dobbelt så stort som lægernes på de tilsvarende afdelinger på Frederiks hospital. Kommunehospitalet måtte altså udvides, og de eksisterende afdelinger måtte gøres mindre ved oprettelse a f nye afdelinger. Så langt kunne man nok blive enig, men hermed hørte enigheden også op. Et udvalg, nedsat a f borgerrepræsentationen og med politikeren og lægen dr. med. C. E. F enger som ledende kraft, ønskede, at der skulle være i alt 6 afdelinger på hospitalet og heraf skulle de 3 være »blandede«, hvilket 43