KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

der et tilbageslag inden for erhvervslivet. Produktionen gik ned, og der var stor ar­ bejdsløshed. Både privatfolk og offentlige institutioner måtte spare. Kostforbedringen på Kommunehospitalet synes ikke at være blevet anfægtet, men det føltes derimod meget pinligt, at Kommunehospitalet i 1 876 måtte møde op med en ret betydelig overskridelse på belysningskontoen, nemlig over 4.000 kr., hvad der var mange penge i de dage. Det viste sig, at gasforbruget havde været 750.000 kubik­ fod større end kalkuleret, og det var det, der var hovedårsag til miseren. Mindre al­ vorligt var det, at der var brugt 685 potter petroleum og 76 pund lys mere end bereg­ net. Hospitalet skyndte sig at understrege, at det havde gjort, hvad der var muligt for at spare. Der var dæmpet eller slukket flere blus på tidligere tidspunkter, end regle­ mentet krævede. Selv om der således kan fremføres eksempler, der viser en vis nervøsitet i anled­ ning af konjunkturerne, influerede disse dog tilsyneladende ikke særlig voldsomt på hospitalets drift. I de gode tider i i87o’ernes første halvdel var man omsider kommet i gang med hospitalsudvidelserne, og man koncentrerede sig efterhånden om to hovedopgaver: at bygge et karantænehospital og et epidemihospital. Karantænehospitalet tog man først fat på, måske fordi denne opgave var mest overskuelig. Det skulle naturligvis ligge i nærheden a f havnen, og man valgte en grund i det såkaldte Slagtervænge til formålet. En landgangsbro anlagdes, således at observationspatienterne fra skibene kunne bringes direkte i land. Bygningen a f hospitalet var vedtaget i 1875. Krisen fik ikke lov til at standse arbejdet, der udførtes i årene 1875—76 efter tegninger af arkitekt V ilhelm F riederichsen . Dette hospital, der fik navnet Øresundshospitalet, blev administrativt underlagt forstanderen for Kommunehospitalet (1863-83 F rederik J ulius A ndersen ), og denne stilling begynder altså hermed så småt at udvikle sig hen imod et hospitalsdirektør-embede. Det varede heller ikke længe, inden man kom i gang med selve epidemihospitalet, der fik sin plads på fælleden ved Blegdamsvejen. Det var planlagt som hospital for akutte smitsomme sygdomme som kopper, eksantematisk tyfus, dysenteri o. lign., me­ dens epidemiske sygdomme som skarlagensfeber, mæslinger, difteritis etc. skulle be­ handles på Kommunehospitalets epidemiske afdeling. Forud for Blegdamshospitalets bygning opstod en efterhånden ret livlig debat om dets placering. Naboerne var ikke så glade for det, og det gjaldt både skolerne i nær­ heden, menigheden ved Set. Johanneskirken, personalet ved T ing- og arresthuset på Blegdamsvej og - sidst, men ikke mindst - kvarterets grundejere, der frygtede en værdiforringelse for deres ejendomme. Myndighederne synes dog så nogenlunde at