KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

overordentlig stor betydning for udviklingen a f denne nye stand. Hun hed Henriette Schultz, blev gift Tscherning og har som H enny T scherning indskrevet sit navn blandt de betydeligste forkæmpere for sygeplejerskernes uddannelse og sociale pla­ cering. Da den »blandede« afdeling nedlagdes i 1875, oprettedes hele to nye afdelinger: en ny kirurgisk afdeling (5.) og en afdeling for sinds- og nervesygdomme (6.), landets første i sin art. Ved oprettelsen af sidstnævnte afdeling efterkom kommunen et ønske, som var stærkt fremme i lægekredse. Derimod måtte de samme kredses ønske om øre- og øjenafdelinger vente til henholdsvis 1883 o§ 1884* I 1886—88 blev Kommunehospi­ talet udvidet med en tilbygning til brug for en ny operationsstue samt med en udvi­ delse af cellebygningen. 1884 var funktionærbygningen i Bartholinsgade blevet opført. 1879 toges Dronning Louises børnehospital i brug. Det optog i udvidet form det arbejde, som havde været udført af det foran nævnte børnehospital i Rigensgade. Det var og er et privat hospital, men i intimt samarbejde med Københavns kommunes hospitaler, der stadig beslaglægger en betydelig del af hospitalets sengepladser. Omkring 1880 var den økonomiske depression så nogenlunde overvundet. De første år af 8o’erne skete der en ret betydelig udvidelse af den københavnske industri, indtil et nyt tilbageslag for en tid hæmmede udviklingen. Byens befolkningstal voksede stadig, og der byggedes meget. Der var i disse år megen fattigdom, og de lejligheder, som byggedes til proletariatet på Vesterbro og Nørrebro, var ofte skandaløst dårlige. Samtidig gjordes der imidlertid fra kommunal side adskilligt for at forbedre hygi­ ejnen i byen. 1883 toges de første offentlige slagtehuse i brug, sundhedsvedtægten af 1886 indførte kød- og mælkekontrol og indeholdt bestemmelser mod sundhedsfarlige bygninger, 1885 forsvandt de sidste latringruber, 1889 er det sidste år, hvor det var tilladt på flyttedagen at kaste sengehalm o. lign. på gaden, og i det samme år bevilgede kommunen for første gang penge til anlæg a f en offentlig legeplads for børn. I 1880’erne nåede man så langt frem i forståelsen af tandplejens betydning, at der blev taget skridt til oprettelse a f en tandlægeskole (kgl. resolution af 19. juni 1888). Men der skulle dog gå endnu mange år, før systematisk tandpleje blev blot nogenlunde almindelig. I 1889 kom en ny bygningslov, der i almindelighed fastsatte gadebredden til 30 alen (knap 19 m). Formålet skulle være at give mere lys og luft. Men bebyggelsen med den gamle lovs 20 alens gadebredde var allerede så langt fremskredet i mange af de nye kvarterer, bl. a. i Blågårdsgadekvarteret og Saxogadekvarteret, at det var for sent at foretage ændringer. Magistraten forringede desuden i adskillige tilfælde lovens virkninger ved at benytte sig a f sin ret til at nedsætte gadebredden til 25 alen. 1881 var den første elektriske gadelampe blevet tændt i København. 1889 vedtoges det at 54