AdmiralCCZahrtmann

M A R I N E M I N I S T E R

Plads mellem otte efterfølgende Marineministre, disse ufortalte, som Kongen i Keglespillet. — Men uden for Marinen var Z. ingen fol­ kelig Mand. I Folkets Frihedsgry med tilhørende Gny stod han som Fremmed. I den oplyste Enevælde, saaledes som den tog Skikkelse i de to sidste Konger, havde han fundet virksom Støtte i Gjennem- førelsen af sine Maal og Med; under de gamle Rammer havde han kunnet gyde friskt Blod ind i de forskellige Virkekrese, hans A r­ bejde omspændte. Han bar ingen Tillid til Folkets Styre, og det mødte ham med Mistillid, forarget over hans kølige Fjernhed lige over for dets hidsigp Frihedstørst. Han gjorde intet for at vinde sig et Parti i Folket eller hylde dets Redaktører og andre Aktører. Det kendetegnede ham, at han til en af sine Omgangsfæller sagde, at han ikke forstod denne vilde spilde sin Tid paa at gaa i Rigsdagen og høre Tingmændene tale. I den grundlovgivende Rigsdag sagde han til C. van Dockum: Med almindelig Valgret, Presse- og For­ samlingsfrihed bliver det, Diævelen pine mig, aldeles umuligt at regiere. Nemt faldt det neppe Zahrtmann at bøje sig ind under denne Tingenes Tilstand; men han talte ikke om sine Følelser ved at bæn­ kes om Statsraadets Bord sammen med Monrad, hvem han under Christian den Ottende havde kendt som „den berygtede Demagog“ , med Greve Knuth, „Rebellen fra Knuthenborg“ , med Orla Lehmann. Med Krigsminister Tscherning, med hvem han skulde nøje sam­ virke, samstemte han helt godt; denne havde inden for Hæren ført en lignende Kamp som Zahrtmanns imod Admiralitetet. Z. tog Sam­ arbejdet med Ministeriets folkelige Fløj som sin Pligt, og han skilte sig smukt ved det. „Det var en dygtig Mand og en brav Fælle“ , lød Tschernings Vidnesbyrd om ham. Lehmann skrev: „Marinens Ini­ tiativ tilførte Ministeriet den rette Mand i Zahrtmann, som i loyal Samarbejden med Krigsministeren med stor Dygtighed udførte sin Gjerning.“ Med Ministeriets Chef Greve Moltke, „Grandseigneuren fra Bregentved“ , traadte Z. i et særdeles velvilligt Forhold. 2. Krigen brød ud, først en Borgerkrig, snart tillige ved Preus­ sernes Indrykning i Hertugdømmerne en Landekrig, fra først til sidst en Landkrig. Fjenden havde ingen Flaade; om Udrustning af en S lageskadre kunde der ikke blive Tale. Flaadens Opgave var væ­ senligt indskrænket til at støtte Landhæren, som Transport- og Efterretningsvæsen, som Dækning af dens Kystflanker, som Mid­ del til at fremkalde Diversioner af den fjendtlige Styrke. I saa Hen­ seende maatte Krigsministerens Ønsker blive Rettesnoren for Zahrt­ mann, og med megen Energi og stor Hurtighed fremskaffede han alt, hvad hin forlangte. Selvstændig Virksomhed af Flaaden kunde kun udfoldes i Blokade af Fjendens Søstæder eller i Opbringelse af