AdmiralCCZahrtmann

A D M I R A L E N

1 9 7

Gæld, viste han sig bygget af andet Tømmer end Kameraterne; Sværm og Svir blev aldrig hans Sag. E t koldt Forstandsmenneske var han ikke. Hans varme Følelser for Fædrehjemmet og for hans eget Hjem var hans Hjertes natur­ lige Trang. Hans Vennetroskab var ham ubrydelig; den brast ikke, selv hvor han saa Vennen svigte ham. Med Tilsidesættelse af sin egen Forfremmelse følte han Glæde i at tjene Vennens Tarv. C. van Dockum havde Føje i at skrive (Min Samtid, Rigsark.). „Zahrt- mann var høist forskiellig fra, hvad man i Almindelighed antog ham for; under hans tilsyneladende haarde Skal fandtes et Hierte saa blødt, at man undertiden kunde forbauses derover, og hermed for- . bandt han til sine Tider en Svaghed i Villie, som man, eftei hans almindelige kraftige Optræden, paa ingen Maade skulde have troet at være ham egen. For Venner nærede han ubetinget Hengivenhed og en Tillid, som imod Slutningen af hans Løbebane haardt blev skuffet; udentvivl bidrog gientagne Skuffelser i denne Retning, i Forbindelse med de Uheld som herved berededes hans Styrelse af Marinen, til slutteligt at tilintetgiøre den Mands Kraft, som man skulde troet at være usaarbar ligeoverfor Døgnblades hadefulde An­ greb og Mængdens overilede Dom. Hans Minister-Liv forkoitede hans Dage.“ Hvor Zahrtmann end færdedes, vidste han let, næsten som 1 en Leg, at skabe sig Venner, der kendte, at hans følsomme Hjerte ikke stod tilbage for hans skarpe Forstand. Sin Kadetfader Snee- dorff, sine Plejefædre Rosenwinge og Holm, sine ældre Krigs- kamerater, sine yngre Undergivne og de gamle Hofmænd, dem alle drog han til sig ved sin redelige Færd, sin djerve Aabenhed sin rettænkende Ærekærhed, hele sin naturlige Vennesælhed. De skæn­ kede ham deres fulde Fortrolighed i en sjelden Grad; de vidste at han ikke kunde misbruge den. Selveste Admiralitetet aftvang! han Klap midt under Klapsene. Trods Kamp og Skuffelser blev Livet ham rigt og lykkeligt: Herfor var han selv, mere end Omgivelserne, ^ E r T a f hans Kamerater, Kontreadmiral Steen Bille, søgte ved hans Død at skildre ham i et Par Vers:

H an v a r en tro fast V e n af sine Venner, I H uu s o g H jem en ædel, k jæ rlig M and. H an gjo rd e godt m od sine væ rste Fjen d er, D e t ved hans G ra v fo r Gud je g vidne kan; M en Sieth ed angreb han, h vo r han den mødte, Og ofte kæmped mod den til han blødte. Som Y n g lin g , M and, o g til ham D øden rørte, H an s hele L iv v a r nyttig, k raftig hæ rd. Sin B aad , sit Skib som Staten s R o er han førte M ed stadig C o u rs for Fæ drelandets Væ rd . I Sto rm , i Stille, gode, onde D age H an svigted ei, før Gud ham tog tilbage.