AdmiralCCZahrtmann

48

L I E U T E N A N T E N

lig eller sildig vil hidføre Indskrænkning af vilkaarlig Behandling. Og nu frembyder sig den i Mode kommende Mysticisme som en velkommen Stridsbroder for dem, da den qvæler Aandens Udvik­ ling og hæmmer Kraftens djerve Yttring. Og det synes mig temme­ lig vist, at Hierarkiet med al sin Øgle-Yngel vil vidt og bredt i Europa igjen hæve Hovedet, naturligviis for tilsidst at faae det reent afhugget; thi Sandhed kan hindres og undertrykkes, men maae dog tilsidst seyre. Men dette Tilsidst kan udhales ved mangehaande Hindringer, der nu beredes overalt ved mange dybt og snedigen lagte Planer. Imidlertiid overlade vi Sagen i hans Haand, der er Sandhedens Kilde. — Jeg bliver varm og afbryder.“ Og 20. Sept. 1820: „Regents-Livet behager Henrich meget vel, da han synes, at der er noget republikansk deri. Jeg har i Aar et særdeles svært Avl, 110 Traver Byg, 70 Traver Havre og 26 Traver Hvede. Bygget er i Huus, ligesom og Havren paa 1 Læs nær; men Hveden staaer ude og har i de to sidste Dage udholdt en forfærdelig Regn. Jeg døyer nok for at faa Huus nu til mit Avl. Vi have fleere Lispund Kirsebær for 3 Mark pr. Lispd. til at tørre. Dine londonske Erter have anbefalet sig meget, 26, 22 og 15 Lold [Early peace, Royal dwarff, Tall Marrowfat] ; vi have solgt mange Tusende, og jeg faaer vist nok et Par Lispd. endnu.“ — Skærtorsdag 1824 skrev Moderen til ham: „Elskede Christian! Altid gierne istemmer jeg med den gode Lader, men ingensinde hellere end deri at bevidne dig mit Hiertes inderlige Tak for alle de Glæder, du skiænkede os i Ungdommen, og for al din virksomme Omhue for at befeste vort Held i Alderdommens Dage.“ 3 - I Gradmaalingens Tjeneste rejste Zahrtmann 8. April 1823 til Paris for at bringe derfra udlaante Instrumenter tilbage. I Opteg­ nelser, som han til Sprogøvelse affattede paa Lransk, gjengav han en Række Oplevelser. I Celle ser han Caroline Mathildes Gravmæle, som nyligt er istandsat: Hendes Majestæt er fremstillet i en Medail- lon, og Kunstneren synes at have lagt an paa at mishandle hende efter Døden lige saa grovt, som hun blev det i levende Live. — Munden er den sidste hannoveranske By, og Vagtgefreideren tiltaler den Lremmede saaledes: Tør jeg udbede mig Deres ærede Navn og Stilling? — og naar dette er opgivet ham: Takker ærbødigt, ønsker en lykkelig Rejse! Gid den ganske danske Armé, hvis ubehøvlede Optræden er lige saa kendt som dens tapre Bedrifter, maatte lære Garnisonstjeneste her. — Strax ved Ankomsten til Cassel gik Z. i Operahuset. Ved sin Indtræden følte han sig gjennemrislet af Glæde, hvortil han ikke kunde gjette Aarsagen, indtil han følte, at det skyldtes Nydelsen ved at høre et godt Orkester for første Gang, i de to Aar siden han var i København. Da han spurgte Observatoriets Chef Mascow