AdmiralCCZahrtmann

58

S Ø T O G T E R

Deres Reise kan De ikke frie til hende. Jeg har lyttet her paa alle Kanter, og jeg troer at kunne sige med fuldkommen Overbeviisning: Det var en skændig Løgn. Ogsaa Professoren [Schumacher] har maattet spionere, ved hvilken Leilighed jeg da har faaet Mistanke om, at han har en liden Formodning. Han har selv spurgt Faderen om det, som svarte: Aah, det er Opspind.“ Nehus var en utrættelig Ven; han gjengav 28. Febr. 1826 for Zahrtmann sine Samtaler med Beta fra Selskaber i Altona: „Hun spurgte: Gaar Skibet fra Vest­ indien først til Italien? — Jeg troer næppe dette vilde være efter Zahrtmanns Ønske. — Saa? — Ja, der kunde ske en Forandring her i Danmark, som kunde bringe ham til at ønske sig herhjemme. — Det har ingen Nød, Danmark skal nok blive staaende. — Jeg (levende): Mademoiselle Donner, tør jeg skrive det til ham? — Oh Gud, nej! hvorfor vil De skrive det til ham? — Blot at De har sagt mig, Danmark skal nok blive staaende. — Jeg veed ei, hvorfor De just vil skrive det; jeg troer det virkelig, og hvem kan tvivle om det? — Dermed slog hun ind paa noget andet. Jeg plagede den A f­ ten hos [Onkelen] Jean Donner den gode Beta overalt stærkt med Dem. Ved Bortgangen bad Dr. Heyck mig bringe Dem en Hilsen. Madame Donner stod ved Siden af, og jeg fattede Ledigheden og spurgte, om jeg ogsaa turde bringe Dem en Hilsen fra hende. Hun svarte ret levende: Ja, jeg beder Dem hilse ham og sige ham, at det vilde være os meget kiært at see ham igien hos os. Altsaa Z., bliver Moralen: Det var en god Aften. Imidlertid har jeg fundet et nyt Middel, nemlig jeg begynder at dadle Dem, og der forsvarer hun.“ Fra St. Thomas skrev Zahrtmann 18. Jan. 1826 til sin Broder Henrik i København: „Nehus vil paastaae, at baade han og Du ere overbeviiste om den fuldkomne Ugrund til det Rygte, der truede at kuldkaste al min Lykke, men jeg har andre Efterretninger, og I feile. Ideen lever i Danneskiolds Siæl og misbilliges ingenlunde af hans nærmeste Familie, det veed jeg fra Fætteren Holsten, der ei drømmer om, hvor interesseret jeg er i den Sag, men [hans Svoger] Hertugen derimod haaber jeg vil blive ham en svær Anstødssteen, og endelig haaber jeg, at han paa den anden Side vil finde endeel Vanskeligheder, thi der har jeg Grund til at troe, jeg staaer ret vel. Jeg havde nyligen et meget artigt Brev, endog fortroligt, fra Faderen; jeg veed, at Datteren agter mig, at jeg ei er hende ube­ hagelig, at hun til Andre har roest mig, saa at hun temmelig vist kunne vide, at det igien ville komme mig for Øren, men om hun elsker mig, idetmindste saaledes at hun kunne modstaae Fristelsen at vorde Landets første Dame, det veed jeg ei, men dog tilstaaer jeg Dig, at naar jeg tager Hensyn paa Karaktererne, saa ville jeg ei i Danneskiold see nogen farlig Rival, naar jeg blot ei var fravæ­ rende, men den Fraværende har altid Uret, og fraværende bliver jeg jo endnu i næsten otte Maaneder. Jeg lever ikkun i Tanken om at have dem overstaaede og ved Hiemkomsten at finde hende frie, men i denne Tanke lever jeg ogsaa saa vel, at jeg kan sige, jeg al