AdmiralCCZahrtmann

66 B R Y L L U P hendes Tanker og Sind hen paa ham. Atter nu i Efteraaret 1826 havde den utrættelige Ven ført hans Sag i Altona saaledes, at Dat­ terens Vilje til ham endeligt sejrede over Faderen C. H. Don­ ners Uvilje. 3 - Zahrtmanns korte Ophold i Altona var ikke forblevet ukendt for Professor Schumacher, og Z. havde da følt sig forpligtet til at forklare denne Forholdet. Ved et Nyaarsbesøg hos Donner fandt den elskværdige Professor sig opfordret til at være Talsmand for Z. og hans Ønske, men kom herunder til at røbe, at Jean Donners Hustru og Nehus havde holdt Vejen aaben mellem Z. og Datte­ ren. Dette hidførte et uheldigt Brud mellem C. H. Donner og hans ældre Broder. Til Zahrtmann skrev C. H. Donner 2. Jan. 1827 paa Fransk: Min Herre. — Det Brev, som De har vist mig den Ære at tilskrive mig 26. Dec., har kun lidet kunnet formindske den Harme, som jeg har maattet føle, over at De er traadt ind i mit Hjem paa en Tid, da De vidste mig fraværende, og over at De senere har ladet Hr. Nehus og Madame Donner være Bud­ bringere for Dem, — Handlinger, som De burde have følt Dem ude af: Stand til at benytte, og som visseligen have krænket mig. De beder mig sige Dem, hvilke Pengekaar jeg kunde ønske hos den Mand, hvem jeg kunde give min Datters Haand. Svaret er ganske lige frem: saadanne, som gjøre ham det muligt at underholde Hu­ stru og Børn svarende til hans Stilling i Samfundet, saaledes at hans Familje med en fornuftig Fevefod og ordnet Økonomi er uden Pengesorger. I Deres første Brev har De skrevet, at De gjorde Regning paa mig; et saadant Overslag er mig imod, og for Resten er det fejlagtigt. Jeg er Købmand, og den Kredit, man yder mig, grundes paa Tilliden til, at jeg til enhver Tid skal kunne og ville opfylde mine Forpligtelser; deraf følger den Pligt for mig, saa længe jeg vedbliver at føre Handelskab, at holde alle mine Mid­ ler deri for at kunne opfylde min Skyldighed lige saa hæder- ligt, som jeg hidtil har gjort det under ødelæggende Kriser; jeg bør tilføje, at saadanne Kriser kunde berøve mig min Formue og den Glæde, jeg vilde have i at efterlade den til mine Børn. Men hvis, som jeg haaber, Forsynet i sin Godhed vil vedblive at skerme mig, og jeg vil kunne efterlade mig en Formue ved min Død, er mine Børns A rv derved ikke sikkret; min Formue er hverken Fideikommis eller Arv fra mine Fædre, den er Frugten af mit A r­ bejde, altsaa har jeg, aldeles afgjort, fuld Raadighed over den, og hvis jeg ud fra mine Følelser af Patriotisme eller Veldædighed eller af andre Bevæggrunde troer at handle vel deri, vil den helt eller delvis kunne gaa til andre Formaal. Dette er ikke en Tanke fra igaar eller i Dag, fra hvilken jeg kunde ledes bort, det er en Grundsætning, kendt og billiget af mine Børn. Sandt er det, at jeg for Resten af mit F iv agter at give min Datter en rimelig Aarpenge, paa Betingelse af at inddrage den, hvis mine Formuesforhold skulde kræve det.