AdmiralCCZahrtmann

88

S Ø K O R T A R K I V E T

at bade sig eller, som jeg troede, for at svømme i en Ferskvandssøe og ikke tog sig iagt for, at Grunden pludseligt gik brat nedad. Han laae allerede paa Bunden og havde tabt Samling, da jeg fik ham fat og lykkelig paa Land, hvor han snart kom til sig selv igien. Dette ønsker jeg imidlertid ikke kommer videre, for Vahls Skyld. I Hen­ seende til Expeditionen da gaaer alt endnu efter Ønske, undtagen for saavidt, at vi iaar kom saa sildig til Landet, at der ikke var at tænke paa at udgaae iaar, som jeg rigtigt nok giærne havde ønsket. Vi ere alle Enthusiaster for denne Sag, beredte til at overvinde de mø­ dende Vanskeligheder, og vi see med Længsel Foraaret imøde for at kunne begynde vor Reise. Imorgen reiser jeg ifølge med Hr. Vahl til Nennortalik, hvor vi uden Tvivl ville overvintre. Der staaer et lidet grønlandsk Huus, som fældigviis just nu bliver ledigt; dette tænker jeg at tage i Besiddelse, thi det derværende danske Huus er ganske lidet, og uden Nødvendighed vil jeg ikke berøve den derboende Familie dens ringe Beqvemligheder. Til Slutning takker jeg Dig, min Ven!, for alt hvad Du fra fordums Dage har forglemt og som seenest har giort for mig, og især for den Deel, Du maaskee har i min Udnævnelse til den ærefulde Post, mig er anbetroet. For Ud­ faldet af vort Forehavende er jeg i enhver Henseende fuldkommen rolig, — der skal blive giort, hvad der er muligt, og fra min Side Intet forsømt, — mere vil man ikke fordre. Din Kone haaber jeg er vel, pongarne a sus pies, og Lev vel. Fra Nennortalik 2 1. Marts 1829 skrev Graah: I det jeg tager Pennen for at tilskrive Dig disse Linier, opfylder jeg den sidste Pligt, som paalægger mig før min Afreise. Alt er færdigt, kun Isen hindrer os for Øieblikket. Vore Konebaade ere i den bedste Stand, og vore Roersker lade ret at have Mod paa denne Tour, hvortil vel den Maade, hvorpaa der er blevet sørget for dem i Henseende til Klæder og Telte ikke bidrager mindre end den hos alle Menne­ sker nedlagte Lyst til Forandring og maaskee allermeest Haabet om paa Ostkysten at kunne erholde de smukke spraglede Skind, hvormed de saagiærne smykke sig. Hvad os andre angaaer, da ere vi forlængst kiæde af den hæslige triste Hytte, som vi i Forening med min gode Ernenek og hans desværre altfor talrige Børneflok nu i fem Maaneder have beboet; og havde det været muligt at ahne, at Vinteren vilde gaae saaledes hen uden Kulde eller synderligt ondt Veir, da var jeg gaaet herfra i Januar. Jeg er saare glad ved, at Valget af en Naturforsker er falden paa Vahl; han er af Caracteer et fortræffeligt Menneske, og hans sieldne Flid og Iver for sit Fag lader mig i ham ahne en Mand, der i Tiden vil giøre Fædrelandet Ære. Med Mathiesen stod jeg i Begyndelsen paa en spendt Fod, da han havde forstaaet nogle Ord i hans Instrux om at leve i Enig­ hed saaledes, at jeg skulde være enig med ham, ihvad han fandt forgodt, indtil jeg maatte forklare ham Meningen og fortælle ham, at en i passende Udtryk skreven Ordre aldrig maatte kunne give Anledning til Uenighed. Nu staae vi os bedre sammen, og jeg haa­ ber det vil vare ved. Saafremt Ostkysten iaar skulde findes saaledes