CajusCassiusTikøb_1922

Borgerliv. Det er en Søndag Formiddag i 50 erne. Folk er ved at gaa fra Kirke efter Højmesse. Udenfor Hellig­ gejsts Kirke er en Del Mennesker i Smaagrupper. Por­ tene ud mod Amagertorv og mod lille Helliggejststræde er aabne. Dengang var der store Mure omkring Kirke­ pladsen, og Helligaandshuset var Kirkens Ligkapel, det største i København. Man benyttede Lejligheden til at hilse paa nærmere og fjernere Bekendte, og nogle, navn­ lig Damerne, talte om Prædikenen eller vel snarere om Prædikanten. Det er ikke Sognepræsten, den lærde, men tørre Dr. theol. Kolthoff, men derimod den residerende Kapellan, Dr. phil. Johannes Bloch-Suhr, som har talt. Han havde et vindende Udseende og Væsen, var en udmærket Taler, men rigtignok i den da yndede Stil: blomstrende Talemaader, Lyrik og Pathos. Han var Modepræsten og havde paa det Tidspunkt egent­ lig ikke nogen farlig Konkurrent. Mødrene beundrede ham, og Konfirmandinderne forgudede ham. Saa gik man fra Kirke til det hyggelige Hjem, hvor Bordet stod foran Sofaen, med Chatollet og Sekretæren og de solide Mahogni-Møbler, med Frederik VII, Thor- valdsen, Oehlenschlåger, Fru Heiberg, Napoleon den Store og Krigsbilledeme fra 48 paa Væggen, foruden selvfølgelig Familiebilledeme, hvad enten det nu var i Olie eller som Regel i Daguerreotypier og Fotografier. Og var Horisonten videre, havde man Exner, Lundbye og