CajusCassiusTikøb_1922

---- 2 2 ----

fordi man ikke som nu kendte Midlerne til nogenlunde at begrænse de smitsomme Sygdomme. Egentligt Landliggeri om Sommeren kendte kun de mest velstillede. Sommerferie var kun for Børnene. Man kunde nok tage lidt ud til Bekendte paa Landet; men det var ikke Brug at tage ind paa Hoteller, og „Badehoteller“ kendte man ikke ret meget til i Danmark blandt Mid­ delklassen. Og det for Hjemmenes Eksistens mest øde­ læggende, at spise paa Restauranter, var næsten ukendt for Familiers Vedkommende. Det kunde til Nød tillades de ugifte Herrer, men den gifte og hjemfarne Ægtemand, endsige hans Hustru og Døtre kendte slet ikke Restaura­ tionerne. Og saa endte det hele, ligesom det nu ender, paa en af de store Kirkegaarde, dengang mest Assistents Kirke- gaard paa Nørrebro. Den var ikke som nu „kommunal“ , men inddelt i Sognekirkegaarde; hvert Sogn havde sin Del af Kirkegaarden. Derfor kan man endnu saa nogen­ lunde finde de gamle Borgeres Grave, naar man husker, i hvilken Egn af Byen de boede. Vil man finde Uni­ versitetsprofessorerne, saa søger man i det gamle Frue Sogn, vil man finde Silke- og Klædekræmmere og The- handlere, søger man i gamle Helliggejsts Sogn; i Vim- melskaftet, Amagertorv og Østergade boede de jo nær­ mest. Men for at naa dette sidste og største Maal, maatte man have Assistance af to Klasser Medborgere: Præst og Læge, og til ethvert borgeligt Hus hørte der derfor en Præst og en Læge, det var fast ansatte Per­ soner, man løb ikke fra den ene til den anden, men man havde sin faste „Sjælesørger“ og en fast „Hus­ læge“ . Sjælesørgeren var som Regel en af Præsterne ved ens Sognekirke. Man rejste sjældent ud over Sogne