CajusCassiusTikøb_1922

ved hans venstre, Prins Ferdinand som kommanderende General, Martensen som Sjællands Bisp, Lumbye som Københavnernes Yndling om Sommeren og Fru Hei- berg som deres Herskerinde om Vinteren. Men nu har vi Sommer, og vi gaar i Tivoli.

Kammerraadinde Jensen har inviteret til Kaffe Kl. n — for det er borgerlig Kaffetid Kl. n , da man skal spise til Middag Kl. 2 — og der mødes med militær Præci­ sion. Selskabet er samlet, Vejret er højsommerligt, Stem­ ningen ligesaa, og „hvor herligt smager da den brune Drik“ . Kammerraadinden har udviklet, hvorledes en Em­ bedsmands Liv rinder roligt som en Bæk i den grønne danske Vang, og denne Idyl tiltaler de tilstedeværende Mødre i saa høj Grad, at de ønsker, deres Sønner alle maa blive Embedsmænd i det danske Monarki, Em- bedsmændenes forjættede Land. For Embedsmanden er selv Livet kun en ren Ekspeditionssag. Man „træder ind i det“ , aldrig paa Hovedet, altid paa Benene — skønt mærkeligt nok Naturens Lov er den omvendte — man arriverer i rette lovbestemte Tid, hverken for tidligt eller for sent, faar sin Daabsattest, senere sine Testimonier, tiltræder sit Embede, avancerer efter Tur og Orden, ekspederer sine Sager, sætter sine Børn i Verden, hver Ting til sin Tid, faar omsider sin Afsked paa Grund af Svagelighed i Naade og med Pension og ikke som nu med Ingenting eller med Kongens Tak paa graat Papir, men med en rangforhøj ende Titel, hvorefter Ekspeditionen endes med de eneste Attester, der er ens for alle, Lægens Dødsattest og Præstens Jordpaakastelses do. Hvad saa derefter maatte passere, overlader man til vedkommende kompetente Embedsmand, det vil sige til Præsten ved det paagældende Sogn. Og se — der kommer han spadse­ rende, Hs. Velærværdighed, thi kun Sognepræster i Køben— 38 —