CajusCassiusTikøb_1922

— 42 — bestiller du der, min Dreng, spurgte jeg, og han sagde, at han byggede en Kirke. Det var Ret, min lille Ven, sagde jeg til ham, men saa maa du ogsaa lave en Præst. Nej, svarede Drengen, det har jeg ikke Skidt nok til.“ En anden kendt Københavnerpræst var Wilh. Nielsen til Trinitatis søndre Sogn. For at adskille ham fra J. Niel­ sen — Filosofen Rasmus Nielsens Broder — der var Sognepræst til Trinitatis nordre Sogn, senere til Set. Pauls- kirke, altsaa paa een Gang to Sognepræster i een Kirke, — kaldte man dem: W. Nielsen og J. Nielsen, Vores Nielsen og Jeres Nielsen, Store Nielsen og Lille Nielsen, Søde-Nielsen og Græde-Nielsen. Og desforuden hed W. Nielsen „Vorherres Kammerherre“ , et Prædikat, der dog ogsaa har været tillagt enkelte andre Præster. Folkevittigheden gik dengang mest ud over Præsterne, dog var den sjældent ondartet. Prokuratorerne, som var den gamle Titel for Sagførerne, maatte ganske anderledes holde for. — To kriminelt tiltalte Personer gik hen til en Sagfører. Den ene udviklede Sagen paa begges Vegne. Da Referatet ikke just er helt sandfærdigt, afbryder Til­ høreren sin Ven: „Du glemmer hvor Du er! Du er ikke i Forhør i Retten. Hos sin Sagfører skal man kun sige Sandheden. Prokuratoren ved meget bedre end vi, hvor og hvor meget Løgn, der skal lægges til.“