CajusCassiusTikøb_1922

—

9 o

—

„vi er ikke bange for lidt Spøgeri, men er De ikke bange for at lade os alene her i Skifterettens Lokaler, jeg mener — Boerne?“ „Nej,“ svarede den gamle Pige, „jeg er ganske rolig i saa Henseende, for i vore Dage er der nemlig slet ingen Ting i Boerne,“ og det har hun virkelig Ret i. „Pas nu paa, Cajus, nu er det Midnat, Klokken er 1 2 .“ Og præcis paa Minutten gaar en Dør op, og ud danser Skelettet af en Embedsmand hen ad den lange Gang, ud ad Vinduet, over Torvet og ned ad Strøget til Kon­ gens Nytorv og tilbage igen; dér hvor andre ikke kunde gaa, dér dansede han, alt imedens Hundene hylede. For Hunde hyler altid, naar de ser Spøgelser, og des­ uden kunde Manden ikke fordrage Hundene, havde han nylig sagt, der skulde lægges større Skat paa dem. Derfor hylede de endnu værre ad ham end ad andre Spøgelser, men bide ham turde de ikke, forde er ogsaa lovlydige, og han var jo en Embedsmand j Funktion, hvem det er kriminelt at bide i Benene. Cajus kunde blot ikke forstaa, at det var rigtigt Spø­ geri, for Manden var jo ikke død. Men jeg forklarede min gamle Ven, at Spøgelser er ikke altid døde, ialtfald ikke nutildags. De Levende spøger langt mere end de Døde. Ikke om Dagen, saa er de pæne Mænd og er i Funktion og kendes kun som offentlige Mænd og gennem Aviserne. Men om Natten, i Maaneskin, bliver de gennemsigtige, og saa viser de sig som Skeletter, ligesom ved Røntgenstraaler, saa viser de sig i deres Nøgenhed. Dog har de alle en Ligskjorte, og med den søger de at dække deres Nøgenhed om Dagen, hvilket ofte, mærkeligt nok, lykkes dem, ialtfald en Tid lang. Om Natten, i Spøgelsetimen, generer de sig ikke, saa lægger de Lagenet eller Skjorten paa Gravhøjen og