CajusCassiusTikøb_1922

— 91 —

danser af Sted, ugenerte af de folderige, hvide Gevandter. Naar de saa har danset deres Time, tagfer de Lagenet til sig, svøber sig værdigt i deres Toga og synker ned, hvor de kom fra. Lidt efter kom der en hel Del, nærmest politiske Skéletter tilsyne. De dansede ikke, de gik i Grupper og diskuterede i Udvalg, de forhandlede aabenbart meget venskabeligt med politiske Modstandere, formodentlig om et eller andet Compromis, og de havde derfor ikke nødig til deres adstadige Bevægelser at lægge deres Lagener fra sig, de vilde jo helst skjule deres Nøgenhed, og det lykkedes dem nogenlunde overfor ikke skarptseende Øjne. Ved nærmere Eftersyn saa vi, at de brugte deres respektive Partiprogrammer, der var meget lange og meget rige paa Løfteparagraffer, til at dække sig med. Cajus blev ved med sin Snak om, at i hans Tid var det kun de Døde, der spøgede. Men jeg erindrede ham om, at Skifteretten jo foruden Dødsboer ogsaa behand­ ler Fallitboer, altsaa levende Menneskers Boer. Ogsaa aandelige Fallitboer maa jo behandles, forklarede jeg Cajus, — men se der! Dér er et livligt, ældre Spøgelse i langt, hvidt Lagen, som han nu lægger fra sig, og for at det ikke skal blive borte, lægger han forsigtigt en Skifteprotokol hen paa det, hvorpaa det gamle Skelet opfører en vild danse macabre hen ad den lange Gang, ud af Vinduet og ned ad Børsen til. Det er en Præst. Da det imidlertid ikke er Børstid, vender han straks om, danser lidt uden for en Outsider-Veksellerer og læser under Dansen Kurslisten, og da han ser det vældige Fald af Aktier, farer han tilbage til Domhuset. Klokken nærmer sig nu i, da Spøgelsetimen hører op — og den forsigtige Gejstlige søger efter sit Gevandt, for at han kan have noget at skjule sin Nøgenhed med, naar Dagen