545170396

2

Former og desuden stemmede med Hovedsætningen i den da gældende Næringslovgivning: Enhver skal ernære sig af sit Em­ bede, saa er der næppe fra Øvrighedens Side bleven dæmmet op for den. Det er denne almindelige Trang til Avtorisation af Arbejdet, der i Aaret 1460 har bevæget de københavnske Remmesnidere og Pungemagere til at slutte sig sammen og forfatte en Skraa, som en skreven Vedtægt den Gang kaldtes, og begære Øvrighedens Stadfæstelse derpaa. Denne fik de nævnte Aar, Torsdagen før Palmesøndag (den 3. April), hvilken Dag de »beskedne Mænd« L a ssæ Todde, P e t e r K aal og Joon M agn esson med flere gode Mænd af Remmesnider og Pungemager Embedet lod Skraaen oplæse paa Stadens Raadhus for Hr. Jo a c h im G riis , Ridder og Høvidsmand paa Københavns Slot og for Borgermester og Raad. Forinden vi gaar over til at gøre Rede for Skraaens Indhold, blot et Par Ord om, hvad Remmesniderne og Pungemagerne var for Haandværkere. Ganske nøjagtigt formaar vi ikke at sige det, ligesaa lidt som vi kan udtale noget bestemt om Haand værkets Alder, men saa meget staar fast, at Remmesniderne arbejdede i Læder og Pungemagerne i Skind. Remmesniderne svarede nogen­ lunde til vor Tids Sadelmagere, kun at der ind under deres Haand- værk faldt adskillige Arbejder, som nu ikke mere bruges, f. Eks. Forfærdigelsen af Læderklædninger. Pungemagerne kan nærmest jævnstilles med Handskemagerne med den Forskel, at deres Hoved­ beskæftigelse i Overensstemmelse med deres Navn synes at have gaaet ud paa at lave Punge. Om begge Haandværk gælder det endvidere, at de selv garvede og beredte det Læder og de Skind, de havde Brug for. Remmesnidere og Pungemagere var forøvrigt to forskellige Slags Haandværkere, der ikke gensidigt maatte gribe ind i hinan­ dens Bestillinger. Forklaringen til, at de har sluttet sig sammen i et Lav maa da sikkert heller ikke søges i det tilsyneladende beslægtede i deres Haandtering, thi i den Henseende havde det været naturligere for Pungemagerne at søge Forbindelse med Skindere og Bundtmagere. Snarere er det sandsynligt, at Remmesniderne og Pungemagerne som Udøvere af Haandværk, hvis Oprindelse ikke