545170396

43

Indhold«, Dog har det til Tider næppe været ganske let at klare sig overfor ny indtrædende, der var vrangvillige til at efterkomme Kravene fra Lavets Side. At man imidlertid heller ikke har stillet Fordringerne paa Spidsen, fremgaar af flere Tilfælde. 1617 fæstede Jacob Arendt Remmesnider saaledes til for sin Kost, som det hedder i Lavsbogens Sprog, men endnu 1620 var han ikke færdig med sit Mesterstykke. Han maatte derfor love at have det færdigt til St. Hansdag »førstkommende udi det seneste«. Den 23. Juli fik han imidlertid atter Udsættelse til Lavsstevnet den 22. Oktober »udi det allerlængste foruden længere Forhaling*. Den 22. Ok­ tober var han dog ikke naaet videre, end at der igen maatte gives ham en ny Frist paa en Maaned. 1617 optoges ligeledes Mouritz Primer, Sadelmager, men heller ikke han blev færdig med sit Mesterstykke før 1620. Som man ser, er Lavet, hvad Mester­ stykkerne angaar, gaaet meget lemfældigt til Værks, og i det hele tør det antages, at den gamle Lavsdisciplin ikke er bleven usvækket ved Kongens Attentat. Der er sikkert adskillige af Brødrene, som har fundet det nemmest at følge deres eget Hoved. At denne Selvraadighed imidlertid ikke altid har kunnet gaa i Forholdet overfor Svendene, og den mere og mere om sig gribende Ziinf- tighed synes at fremgaa af en Bestemmelse, der toges 1621 af samtlige Lavsbrødre, hvorefter Brud paa »den rette Handwerks Gewohnheit« skulde straffes med en Td. Rostocker 01. At Øvrigheden imidlertid heller ikke i Længden fandt sig til­ freds med Tilstanden viste sig temmelig snart. Det eneste, den havde faaet ud af Lavsvæsenets Ophævelse, var en fuldstændig Uorden i Næringsforholdene. Det laa langt fra den Tids Tanker at indføre en fuldstændig fri Konkurrence; tværtimod gik dens Ideal i Retning af en i det enkelte gaaende Regulering af Nærings­ livet; kun vilde Regeringen selv være den, der ordnede, og det var derfor, den var saa ivrig efter at faa Lavenes Magt knækket. Forordningen af 1813 havde imidlertid vist sig magtesløs i denne Henseende, og 1622 maatte Kongen derfor atter tænke paa en ny Ordning. Det havde vist sig umulig at undvære den Organisation af Haandværket, som Lavene havde skabt, og Kongen maatte med eller mod sin Vilje vende tilbage til de gamle Rammer, kun skulde der naturligvis nu drages saadanne Grænser for Lavenes Livsyt-