545170396

46

For Mestrene havde Indførselen i Protokollen dog ogsaa sine Behageligheder. Thi af Bogen lod det sig dokumentere, hvem der tilhørte Lavet med Rette. Fordringen om ordentlig Bogholderi er imidlertid karakteristisk for det nye Regimentes Lyst til at blande sig i Lavenes indre Anliggender. I Traad hermed falder Forbudet mod at holde flere end fire Lavssammenkomster om Aaret. Og disse Møder skulde være paa »fastende Stevne og for uden al Gæstebydelse og Drik, under hver 40 Marks Bøder«. Kunde Lavet nøjes med færre Møder, stod det til det selv at bestemme dette. Heller ikke for, hvad der iøvrigt skulde passere paa disse Møder maatte Lavet raade. Hvert Møde skulde overværes af »en af Raadet«, det vil sige af en Borgmester eller Raadmand, der havde at paase, at alt gik ordentligt til. Samme Øvrighedsperson havde desforuden at være Lavet behjælpelig andre otte Gange om Aaret »Laugsens Sager at forhøre og til billig Endskab at forhjælpe«. Det, der var Regeringens fornemste Ønske var dog at bryde den Monopolkarakter, Lavene hidtil havde haft. Derfor forordnes det. nu i den nye Skraa, at ingen maatte forhindres fra at komme i Lavet og ej heller Lavets Svende, som havde »udtjent deres Læretid, faaet deres Lærebrev og ellers havde deres Sager i Orden og var komne til Alder og Forstand, saa at de formaaede at ned­ sætte sig og vinde Borgerskab«. Ved Optagelsen i Lavet maatte der ikke voldes den nye Mester nogen Omkostning med Drik, Gilde eller Gæstebud. Det eneste, der skulde betales, var 1 Slettedaler til Oldermanden, »som haver Umage for alt Lavet«, Dir. til Skriveren, der indførte den nyoptagnes Navn i Lavsbogen, og 4 Daler til Lavet og 4 Daler til gamle og fattige Embedsbrødre og deres Hustruer »til Hjælp og Trøst og til at bestedes til Jorden med, naar de ved Døden bortkaldes«. Den, der var kommen sidst ind i Lavet, var Degn, som det hed fra gammel Tid, og var pligtig til at forrette alle løbende Ærinder. Forsømmelse heraf kostede 2 Mark til Fattigbøssen for hver Gang. Enhver Mester maatte holde en eller to Svende til Hjælp i sin Næring, men ikke flere, thi Meningen med den gamle Lavs­ ordning var jo, som vi har set foran, den, at alle skulde staa paa