545170396

79

Fags Svende fik nemlig forskellig Betaling for deres Arbejde og havde hver et forskelligt Antal Krodage, desuden hver sin særlige Skik at optræde paa mod fremmede Svende. Blev de nu forenede mod deres Vilje, saa vilde Mestrene faa en evig Ulejlighed deraf. De to Mestre fik fuld Samstemmighed heri af samtlige Remme- snidersvende, som ikke heller var forden ny Orden. De vilde have, at alt skulde vedblive at være som hidtil. Gik Mestrenes Ønsker igennem, vilde de rejse deres Vej, og tvang man dem til at blive, saa vilde der ingen nye Svende komme hertil. Oldermanden Wachter holdt imidlertid stadig paa, at hans Forslag var det ene rette, og at det vilde være til Lavets sande Gavn at faa det gennemført. Muller og Spier, der efterhaanden fik flere Mestre over paa deres Side, holdt lige saa stærkt paa, at Sammensmæltningen var forkastelig. Her blev man staaende. Hver af Parterne holdt paa sit i gentagne lange Erklæringer. Det kan lyde underligt, at Magistraten, der ellers nok holdt af at følge sin egen Vilje, nedlod sig til at høre paa afvigende Meninger fra to Mestre, men Sagen var, at Muller og Spier virkeligt havde Ret til at have et Ord med i Laget, som de beskæftigede de 11 af de i Byen tilstedeværende 13 Remmesnidersvende. Naturligvis havde de ogsaa »bikøbt« sig i Flensborg, og havde for saa vidt heller ingen Grund til at ønske Forandringen. De kunde tværtimod frygte for, at de under en Nyordning ikke vilde være i Stand til at faa nogen Svend fra Tyskland til at arbejde hos sig, og hvad det vilde sige, forstaar man, naar man erfarer, at at de 13 Svende var kun de 3 danske. Man kan da ikke undre sig over, at Magistraten fandt det rimeligt at tage Hensyn til de to Mestre, der beskæfti­ gede saa godt som alle Svendene. Den henvendte sig til Magi­ straten i Flensborg og fik gennem den en Udtalelse fra det der­ værende Lav, der gik ud paa, at det selv havde forenet sig med Lavene i Søstæderne i Mecklenburg samt med Hamburg, Lybek og Byerne i det lyneburgske og hannoveranske om at tiltræde det »oberlandische Zunftgenossenschaft«, og at enkelte Mestre i Kjø- benhavn paa samme Maade havde sluttet sig til Lavet i Flensborg. Det var aabenbart denne Ende, Magistraten fik fat i, thi Slutningen paa Sagen blev, at Lavet i Flensborg mod en ringe Kendelse en Gang for alle, erklærede sig villigt til at antage Lavet i Kjøbenhavn