545170396

8 0

for ziinftigt, saa at Svende, der kom derfra, blev modtagne som rette Svende, uden at det var nødvendigt, at de ligesom før stod i Forbundt. Gancelliet fandt vel, da det havde læst Magistratens Erklæring, at det havde været rart, om Lavet i Kjøbenhavn ikke skulde »contribuere« til et udenlandsk Lav, men denne Indven­ ding imødegik Magistraten dermed, at nu var Sagen gaaet i Orden, og desuden var det kun en Gang for alle og forholdsvis lidt der var betalt, og da man derved havde opnaaet det væsentligste af hvad der ønskedes, saa kunde alt godt vedblive at gaa som hid­ til. Dermed hvilede Tanken om Sammensmeltning af de to Fag igen i nogen Tid, men glemt blev den ikke. Det viste sig nemlig snart, at hvormeget man end troede sig »bikøbt« i Flensborg saa kom man dog der hurtigt i Tanke om, at for evige Tider gjaldt den givne Afgift ikke. Der gaar derfor ikke mange Aar før vi igen hører de samme Klager som forhen. 1773 træffer vi atter et Andragende om at Sadelmagere og Rem- mesnidere maa blive forenede til »et Vandreskab«, men Øvrig­ heden havde aabenbart nu opgivet Ævret Der blev intet gjort. Maaske var Grunden til denne passive Holdning den, at man var sig vel bevidst, at ethvert Forsøg vilde støde paa Modstand fra Svendenes Side. De var netop i denne Periode ualmindelig stærkt paa deres Post. Da Mestrene f. Eks. 1776 prøvede paa at faa lidt bedre Disciplin i Sadelmagersvendenes Lav ved at faa indsatte to Lademestre, saa svarede Svendene, at hvis det skete, rejste de allesammen deres Vej. Om en fin ziinftig Samvittighed vidner ogsaa en anden Tildragelse paa samme Tid; en Svend nedlagde nemlig Arbejdet, fordi der benyttedes en norsk Svend ved Om- skikningen. Hvorfor Nordmanden har virket saa krænkende, er der intet optegnet om, men sandsynligvis har han manglet den rette Ziinftighed. Til alle disse Genvordigheder kom endelig en Række indbyrdes Uenigheder mellem Mestrene og især mellem Remmesniderne paa den ene Side og Sadelmagerne paa den anden. Det var først i Slutningen af det 18de Aarhundrede, at Forholdene var gaaet saa meget i Lave igen, at man endelig med Held kunde tage det gamle Spørgsmaal op til Løsning. Denne Gang lykkedes det. Uagtet der ogsaa nu var nogen Modstand mod Sammensmæltningen, opnaaede