545170396

8 4

lunde fordelt. Anderledes forholdt det sig, da Grænserne for det stedlige Marked faldt, da Indførslen udefra steg, og den herskende Smag ikke kunde nøjes med Haandværkernes Frembringelser. Da var det ugørligt at holde den enkelte fremstræbende Haandværker nede, men det forstod Lavene ikke, de havde ikke fulgt med Tiden og var ikke Situationen voksen. Viste det sig saaledes umuligt at holde Disciplin indenfor Lavets egen Kreds, vil man forstaa, at det var endnu mere ugørligt at faa Haand i Hanke med dem, der stod udenfor. Fuskerne tog til i Antal og gik overalt Mestrene i Næringen, Regeringen gav det ene Frimesterbrev efter det andet; alt syntes i Opløsning. 1791 faar man endog at vide, at Lavets egne Svende og Drenge i stor Maaleslok arbejdede paa Fusk og solgte Frembringelserne underhaanden rundt om i Byen. Naturligvis klagede Mestrene, men stadigt uden Resultat. 1793 indgav Lavet saaledes en Ansøgning til Kronprins Frederik angaaende »Sadelmager Lavets slette Forfatning i deres lovlige Næringsvej, formedelst de mange Frimestre og Fuskere, som saa ideligen og næsten dagligen bliver os anmeldet for at betage os vor Nærings-Vej«. Svaret var, at »det skulde blive ved Anord­ ningerne«. Paa en Ansøgning til Generalitetscollegiet af samme Indhold og hvori man særlig klagede over, at Lavet blev forbigaaet med Militærarbejdet, fik Lavet til Svar at enhver havde Lov til at lade sit Arbejde forfærdige hos hvem, han vilde, og følgelig havde Generalitetet den samme Ret. I et nyt Andragende indrømmede Lavet vel, at enhver havde Ret til at gaa til hvem han vilde med sit Arbejde, men anderledes forholdt det sig dog med Militærarbejdet, »thi vi maa jo alle betale lige Skatter til de offentlige Udgifter« og derfor maatte Lavet ogsaa tro, at det havde Ret til at faa noget af det Arbejde, hvortil de offentlige Udgifter gik. Det synes, som om Avtoriteterne ikke har haft Lyst til at indlade sig i nogen Disput med Lavet om denne Sætning. Det fik i hvert Fald intet Svar paa sit An­ dragende. Lykkedes det ikke Lavet at komme Frimestrene og Fuskerne til Livs ad denne Vej, kan man forsfaa, at det endnu mindre