545170396

86

om Forlov og intet Valg af Oldermand kunde foretages, uden at det blev godkendt af Magistraten. Selv om denne ogsaa som Regel tog den Mand for god, som Lavet udpegede, saa kunde det dog hænde, at Magistraten valgte en hel anden. Nu maa det ganske vist indrømmes, at der hverken hos Sadelmagerne eller de andre Haandværkere fandtes deciderede Ledere. Man kunde saa omtrent bruge, hvem det skulde være til Oldermand, fordi hele Ledelsen var kommet ind i et søvnigt Spor, hvor alt gik som det kunde og ikke som det skulde. Sidsti det 18. Aarhundrede er der som sagt dog mange Tegn, der tyder paa, at man nu trængte til selv at tage fat, og at man følte sit Lav som et Værn mere end som en Baas, hvor Øvrig­ heden spærrede Haandværkeren ind. Sadelmagerlavet leverer netop paa denne Tid et karakteristisk Eksempel paa denne Følelse. I Aaret 1779 skulde Lavet vælge en ny Oldermand i Stedet for Johan Heinrich Knoblauch, der havde siddet for Styret i 2*/» Aar. Den 26. Februar holdtes der Lavsforsamling og i denne fik Charsach Meyer 9 Stemmer, Joh. Heinrich Knoblauch 7 Stemmer, Johan Joachim Bødker 2 Stemmer. Efter den hidtil fulgte Regel skulde man nu tro, at Meyer som den, der havde laaet de fleste Stemmer, vilde faa Magistratens Stadfæstelse, men deri tog man Fejl. Magistraten valgte Knoblauch uden Hensyn til, at han havde to Stemmer færre. Herover blev Lavet imidlertid meget fornærmet og indgav en i meget stærke Udtryk holdt Klage til Kongen over Magistratens Fremfærd. Heldigt for Lavet var det, at Magistraten i et lignende Tilfælde kort Tid i Forvejen havde lidt et Nederlag, idet den havde maattet finde sig i at tage til Oldermand i Bræn­ devinsbrænderlavet en Mand, som havde faaet de fleste Stemmer og tage sin Stadfæstelse tilbage af en anden Mand, som ikke raadede over saa stor en Majoritet. Sadelmagerne brugte selvføl­ gelig dette Argument i Striden, og holdt paa, at den Mand, de havde givet det højeste Antal Stemmer, skulde vælges. At Magi­ straten efter Lavsartiklerne havde Ret til at lage en anden, gik de ganske vist uden om, men netop dette er det betegnende for den nye Aand, som nu raadede indenfor Lavene. Man saa ikke længer Oldermanden som Øvrighedens Repræsentant, men som den valgte Tillidsmand, og det er i Overensstemmelse hermed, at Lavet