545170396

91

mester »med egne Hænder« samt Ret til, naar han havde været Frimester i nogle Aar, da at blive optaget som Lavsmester uden Mesterstykke med Tilladelse'til at holde Svende og Drenge. Naturligvis syntes Svendene særdeles godt om en saadan Forandring og »bevidnede alle, at de vilde erkende en saadan Regel og Bestemmelse som en sand Velgerning lor dem«. Fra Sadelmager- og Remmesnidersvendenes Side forelaa der nu i Virkeligheden ingen Klage over Forholdene. Saavidt vi kan skønne, var deres Antal kun ringe, og da neppe mange af dem var gifte, var der forsaavidt ingen Grund for dem til at ønske særlig Forandring. Det samme syntes da ogsaa Mestrene, da det blev deres Tur til at komme for Kommissionen. Overfor Remmesnidersvendenes Paastand om, at et Mesterstykke kostede 150 Rdlr. at lave, hvoraf det meste medgik til Traktement, indvendte de, at der ikke med­ gik mere end 60 Rdlr. Traktementet kendte de ikke noget til, og til Lavet blev der ikke betalt mere end de i Plakaen af 1. September 1762 fastsatte Beløb. En anden Sag var det, naar Svendene lavede deres Mesterstykke af kostbart Materiale, saa gik der naturligvis flere Penge med, men det var ganske unødvendigt; der var intet i Vejen for at nøjes med tarveligere Materiale. Men selv om ogsaa Omkostningerne paa den første Maade løb noget op, saa kunde Svenden jo sælge sit Mesterstykke og saaledes faa sit Udlæg ind igen. Oldermanden, C. F. Nitz, havde f. Eks. solgt sit Mesterstykke, der med samtlige Afgifter etc. havde kostet ham 120 Rdlr., for 100 Rdlr, Svendene havde paa dette Omraade intet at klage over. Heller ikke var der nogen Grund til at gaa ind paa Kommissionens Forslag om lettere Adgang til at blive Frimester. Det vilde kun være at aabne Vej for Udueligheden. Paa Kommissionens Indvending herimod, at man dog maatte gaa ud fra, at de fleste Kunder vilde henvende sig til de dueligste, svarede Mestrene, at Kunderne kun kom, hvor de fik godt Køb, største Parten forstod sig ikke paa godt Arbejde. En Indretning som den tilsigtede vilde føre til Lavenes Ophævelse, ligesom den understøttende Virksomhed, disse havde udfoldet overfor fattige og syge ogsaa vilde falde bort til Skade for Samfundet. Vilde Kommissionen endelig udrette noget, skulde den hellere arbejde