545170396

9 4

bleven her gjort til Svend) at nedsætte sig som Frim e s te r i sit Haandværk og derpaa tage Borgerbrev mod at betale det halve af det, som en Lavsmesters Borgerbrev koster«. Havde Frimesteren arbejdet med egne Hænder i to Aar, maatte han tage en Dreng til Oplæring, men iøvrigt var det ham ikke tilladt at benytte anden Medhjælp end Hustru og Børn samt Haandlangere, de sidste dog kun til saadant Arbejde, hvortil der ikke fordredes nogen Haandværks-Kundskab. Af Frimestrenes Optagelse i Lavet blev der intet. Derimod greb Forordningen regulerende ind paa Arbejdsforholdet mellem Mester og Svend, ophævede de tidligere Tidsfrister, der var fastsat, inden en Dreng kunde blive Svend og en Svend Mester. For Fremtiden kunde enhver, der ved et veludført Svende- eller Mes­ terstykke beviste, at han kunde sit Fag, straks blive antaget hen­ holdsvis som Svend eller Mester. Alle de saakaldte »udlændiske Lavsfordomme« forbødes, og der blev givet Regler for, hvorledes Tvistigheder mellem Mestre og Svende skulde bilægges. Forordningen var saaledes paa mange Omraader meget ind­ gribende, men om den hjalp til at lette Haandværkernes Kaar er et stort Spørgsmaal. I mange Henseender forværrede den ubetinget Forholdene. Det store Antal Frimestre, hvis Fremkomst den gav Anledning til, dannede i Tidens Løb et stort Haandværker-Prole- tariat, der meget bidrog til, at Haandværkernes sociale Anseelse i lange Tider blev ved at være saare ringe. Saaledes gav denne Forordning, som mange af sine Forgængere, endnu et Bevis for, at man ikke kan hæve en Stand hverken økonomisk eller socialt ved et Stykke Lovgiverarbejde. Der maa andre Kræfter til, Kræfter, der ikke kan hidføres udefra, men maa opstaa indentil, hos ved­ kommende Stand selv. Men netop en saadan Genfødelse er det, vi bliver Vidne til i Haandværkerstandens Liv fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede.