545170396

9 7

hvad de ikke kunde taale, naar de ogsaa skulde paatage sig Ud­ gifter til syge Svendes Behandling. I en Lavsforsamling 1803 blev man derfor enige om, "at for Fremtiden skulde der af hver Mester udbetales 3 Mark til Oldermanden for hver rejsende Svend der kom, og som ikke fik Arbejde. Mod Forevisning af Pas eller »Kundskab« kunde det paagældende Beløb da hæves hos Older­ manden. Den Mester, der ikke betalte, eller som kom bagud med sit Bidrag, udsatte sig for selv at maatte udrede Udgifterne til sine syge Svendes Hospitals- og Lægebehandling. I Henseende til Aflæggelsen af Mesterstykkerne synes man derimod efterhaanden at være kommen ind i en fast Gænge, hvad Kontrollen angaar. Det var intet ubetydeligt Arbejde, der tordredes af en Svend, inden han kunde faa Lov til at kalde sig Mester. Forinden Svenden kunde begynde paa sit Mesterstykke, som Regel et Par Bomme, en engelsk Sadel, maatte han møde for Lavsforsamlingen og forevise sit ophuggede Træ til Bommene. Naar dette var bleven behørigt efterset og mærket, kur de han tage fat paa at lave Bom­ men; naar den var færdig, maatte han lade den underkaste et nyt Eftersyn, og først naar dette var løbet heldigt af, fik han Lov til at beklæde Bommen med Læder. En ny og sidste Prøvelse af det færdige Arbejde afgjorde da, om Mesterstykket var fundet værdig til Antagelse. Som Regel var dette naturligvis Tilfældet, men hænde kunde det, at det blev kasseret. Saaledes gik det for Eksempel Peter Christensen Greifenberg, der 1826 maatte lave sine Bomme om flere Gange. Man skulde forøvrigt undre sig over, at der ikke blev kasseret flere Mesterstykker end der blev, thi det var ikke nogen let Sag at tildanne Træet til Sadelbommene. Mærkværdig nok var der da ogsaa kun faa Mestre, der virkelig forstod den Kunst. Den var efterhaanden næsten bleven til et Haandværk for sig, hvis Udøvere kaldtes Bommeskærere. I selve Læretiden modtog Drengene da heller ingen Undervisning i Bommetildanning, og dette var lige saa lidt Tilfældet i Svendetiden, medmindre vedkommende Svend havde saa megen Interesse for sit F'ag, at han lagde sig efter Kunsten. Som Regel var dette imidlertid ikke Tilfældet, og det var først naar Svenden stod foran Forfærdigelsen af sit Mester-