KjøbenhavnsBrandforsikring_1731-1911_II

BESTYRELSESFORHOLD. STRID I DIREKTIONEN

69

den sam led e D irek tion . Med d enn e Opfattelse træng te h a n dog ikke igen­ n em . D en tagne B estemm else blev op re tho ld t, og det blev fastholdt, at F le rta lle t a f de h v e r Gang tilstedevæ rende D irek tø rer kund e træffe de nødv end ig e A fgø relser1). Skøn t D ire k tø r A agaard i d enn e Sag havde stillet sig paa det yder- liggaaende S ta n d p u n k t altid at kræve den sam lede D irek tions T ilstede­ væ relse, n a a r en Sag sku lde besluttes, v a r h an dog i 1743 ikke m ere ko n sek v en t end , u d en at spørge sine fire Kolleger, at ville gennem fø re en lille R efo rm . Muligvis h a r h an haft Ret i sin Anskuelse, at Kassens F o rre tn in g sg an g v a r alt fo r om stændelig og Bogholderen »en Æ lskere a f slige Glade og re en sk rev n e P ro to co lle r« ; m en d erfo r v a r h a n dog ikke berettig e t til u d en v idere at befale Sk river og Bogholder for F rem ­ tiden at afskaffe F o restilling sp ro toko llen . Disse sidste dristede sig der­ fo r h e lle r ikke til at følge den enkelte D irek tø rs Anvisning og opnaaede ogsaa fo rm e lt at faa h am desavoueret, om end i den m ilde F o rm , at Sagen in d til v id ere blev u d s a t2). Ind en Aarets Udgang afskaffedes dog P ro to k o lle n , som i V irkeligheden v a r ganske unyttig. Den alvorligste Konflikt faldt im id lertid i 1765. Den angik B ran d ­ fo rsik ring en s R egnskab og tog d irek te Sigte p aa en a f Kassens egne Di­ re k tø re r, V in h a n d le r F re d e rik B a rfred 8). 2 a f dennes Kolleger, Købke og Ju lby e, fan d t nem lig R egnskabet u fuldstændigt og urigtigt*) og ø n ­ skede bl. a. at blive u n d e rre tte t om , hvad der v a r sket i M ellem tiden m ellem K asserer R ibers Død og den ny Kasserers T iltrædelse, i hvilken T id B arfred h avd e paataget sig Kasserertjenesten . Disse Anker, i og fo r sig berettigede, fik im id lertid en særlig K a rak ter ved at ledsages af den fo rb lom m ed e T ru se l, at de 2 D irek tø rer, saafrem t deres Ønske ikke blev efte rkomm et, nød tes til »paa Cassens Vegne at tage de behøvende m esseu res«. Selvfølgelig følte de 3 an d re D irek tø rer og navn lig B arfred sig hø jlig k ræ n k e t over deres Kollegers Optræden. Oprindelig ønskede de at fo rb igaa den m ed Tavshed, m en fand t det dog sn a rt nødvendig t at tage til Genmæ le i et fælles Svar, for hv ilket dog B arfred for »visse T h erm in i« alene v a r ansvarlig. I V irkeligheden e rk læ red e de sig villige til at efte rkomm e de reelle A nker og fand t det alene besynderligt, at m an vilde k ræ ve Regnskab a f »mig B arfred, ligesom jeg kunde væ re deres B etjen te, da de dog stedse af Bogholderens Bøgger k a n d have og h a r al fo rn ø d en E fterretn ing og Regnskab nock«. I det hele h an g denn e Konflikt samm en m ed en alm indelig Spæn­ ding in d en fo r D irek tionen , som rimeligvis ikke m ind st skyldtes B ar­ freds v elkend te Selvraadiglied og R ethaveri. D enne F o rm o d n in g m i­ ste r ikke sin Berettigelse, fordi B arfred og Fæ ller saa S tridens Aarsag i den Om stænd ighed , »at 1 eller 2de abso lu te vil diregere og det med

*) Se S. 65.