KongligeDanskeMisikkonservatorium_1867-1917

48 Men eftersom Tiden gik, blev Lærer og Elev saa s am ­ levede, forslod Ha rtm a n n at knytte sine Elever saa fast til sig, at ved given Lejlighed et betydningsfuldt Øjekast eller et eneste vægtigt Ord — ogsaa undertiden en pludselig ind ­ trædende Tavshed — vare virksommere Midler end Bebrei- delser og haarde Ord. Afset fra den rent personlige Tiltrækning, h a n udøvede, forstod h a n for dem, hvem det var om at gjøre at trænge ind i Kunsten, at udfylde sine Undervisningstimer med et saa afvexlende og righoldigt Belæringsstof, at de istedetfor at blive trættende og kjedsommelige — som Musiktlieori- timer let ere udsatte for — tvertimod hørte til de kjæresle i hele Konservatoriumstiden. Og saa følte man, at det morede Ha rtm a n n at un d e r­ vise, at det ikke var Timelæreren, der nøjagtigt iagttager Uliret, fordi han vil give sin Time, ikke meer og ikke mindre. Nei, det var Sagen selv, der interesserede ham, og jo mere han kunde faa os andre til at føle for den og til at leve i den, desto ivrigere og nidkjærere blev han s Undervisning, og desto større blev saa T rangen igjen hos os til i Gjerningen at vise ham delte. Som nylig berørt, er næsten hele den danske Kompo­ n iststand enten Elever af Hartmann, eller de have ved given Lejlighed indhentet musikalsk Bistand og Raad hos ham , som h an stedse h a r givet med en Beredvillighed og Opofrelse af Tid, der søger sin Lige. Man kan godt sige, at ingen nogensinde er gaaet uhø rt bort fra ham , og kunde h a n med god Samvittighed gjøre det, gav h an altid og gjerne et rosende Ord med pa a Vejen. Har det været den Søgende om at gjøre at faa han s Hjertensmening at vide 0111 dette eller hint, ha r han, selv 0111 denne Mening ikke h a r været fordelagtig, altid udtalt den, men med rolige, ikke saarende Ord. Ved denne milde, men dog sande Fæ rd kan man let forstaa, at han vand t alle de unges Hjerter.« »Uagtet det var ham om at gjøre at aflevere os saa fær