KongligeDanskeMisikkonservatorium_1867-1917

Man tager næppe fejl, na a r man antager, at det navnlig skyldtes lians Initiativ, at Konservatoriet netop i den 1 e- riode udvidedes saa stærkt, ligesom han ved Lærer-Ansæt­ telserne sikkert h a r gjort sin Indflydelse gældende til Fordel for de Emner, der var ham bekendt fra deres egen Elev- Tid paa Konservatoriet, og som han derigennem havde fundet egnede til at virke som Lærere under han s Direk­ torat. Selv var Malling som Lærer den personificerede Iver indtil Ivrighed og Fart indtil Rastløshed. Midt i Alvoren og den Myndighed, en Undervisningstime aldrig kan u n d ­ være, kunde han s Lune lyse op. Som han havde væsent­ lige L ighedspunkter med »Direktøren« (lade, havde han det ogsaa med Læreren (lade. Det syntes, som den pæda ­ gogiske Evne hos Gade var gaaet i Arv til Malling, der altid holdt Eleverne den levende Kunsts Berettigelse og Krav for Øje. Og som Gade kunde han spække sine Ud­ talelser ved Undervisningen med dristige Paradokser, der angav han s personlige S tandpunk t til musikalske Fæn o ­ mener. I h am mistede Konservatoriet ikke blot en kyndig og utrættelig Lærer og en indflydelsesrig Leder, men ogsaa en trofast Ven. Og det er næppe formeget sagt, at det skyld­ tes først og fremmest ham, at Konservatoriet — der i mange Henseender ofte havde maattet virke under vanskelige Fo r­ hold i Sammenligning med de tilsvarende Institutioner i f. Eks. Paris, Berlin og Stockholm — kom over et »dødt Punkt«, ind i en ny, stærk Udvikling. Bestyrelsen havde efterhaanden forandret Fysiognomi: Som Professor A nton S vendsen 1. J a n u a r 1906 havde afløst G. M atthison -H ansen , og kgl. Koncertmester A xel G ade i December 1909 rykkede ind i den \e d Bielefeldts Død ledige Plads, og da Kontorchef v. S temann døde den 9. April 1910, til han s Efterfølger som Kultusministeriets Repræsen­ tan t valgtes Departementschef, daværende Chef for Det kgl. Teater A. P. W eis , saaledes arvede ved Mallings Død Kom