FraMitStudenterOgTeaterLiv

129 meget velvillig og anerkendende; i den sidstnævnte Rolle gjorde jeg særlig Lykke. Jeg mindes, da jeg efter Stykkets Slutning stod oppe i det lille Paa- klædningsværelse paa Kvisten og klædte mig om, kom Høedt og Michael Wiehe op til mig og takkede mig paa den mest smigrende Maade. Jeg hørte bag­ efter, at det kun var yderst sjældent, at Wiehe gjorde sligt. Aldeles uforberedt gik jeg ikke til den Holbergske Arv. Phister, hos hvem jeg straks havde gjort Visit, og som tillige med sin Hustru havde modtaget mig overordentlig venligt, tilbød at gaa Arvs Rolle igen­ nem med mig, hvilket var mig saa meget mere kær­ komment, som baade han og hans Hustru skulde være mine Medspillende i Henrik og Pernille. Phisters Interesse for mig var tildels en Følge af den Respekt og Hengivenhed, han havde næret for min Fader, og som han forøvrigt bevarede til sin Død. Fader havde været hans første Lærer i Sang og den, der opdagede hans store dramatiske Bega­ velse ved Siden af hans gode Sangstemme. Han var den, der havde skaffet Phister ind i Syngestykkerne, hvor han i en Række af Aar havde en fremskudt Plads. Jeg gav Møde om Middagen paa Hofteatret, og Phister var altid præcis og meget ivrig. Jeg saa dog snart, at jeg ikke vilde høste stor Gavn af hans Elskværdighed. Han var en stor Skuespiller, men mindre stor som Instruktør. Hans Instruktion bestod i, at han sagde Replikerne, som jeg saa gentog; det Otto Zink: Erindringer 9

Made with