FraMitStudenterOgTeaterLiv

Fortvivlelse. Hendes Afsked med Sønnen, der spil­ ledes af Michael Wiehe, var om muligt endnu mere betagende og storstilet. Hun var upaatvivlelig den største Kunstnerinde, Teatret har ejet i det sidste Aarhundrede. En rigt begavet Natur, en varm kvin­ delig Følelse, sund og klar Opfattelse, alvorlig Stræ­ ben efter Troskab, det var i faa Ord hendes Per­ sonlighed og hendes Kunst. Ved hendes Død skrev Ploug i sit Mindedigt om hende: I Juni 1856 tog Heiberg sin Afsked, og Professor N. V. Dorph blev konstitueret som Direktør med Kancellist i Kultusministeriet Christensen som „Kom­ mitteret“. Nielsen, Wiehe og Høedt kom tilbage, Adolf Rosenkilde og hans Hustru blev engagerede; Bournonville, der havde været i Wien, blev atter knyttet til Teatret, og en ny Æra skulde begynde for det kgl. Teater, men der gik ikke en Maaned, før Klagerne i Pressen begyndte paa ny. Dorph, der ikke længe kunde finde sig i Forholdet til den Kom­ mitterede, forlod ved Sæsonens Slutning Direktør­ pladsen; Forholdene ved Teatret blev efterhaanden endnu mere indviklede, og Utilfredsheden saavel in­ denfor som udenfor Teatret tog til. Jeg havde imid­ lertid faaet nogle Roller: Jens i Jacob von Thybo , Mikkel Madsen i Ungdom og Galskab, Jakob i Eras- mus Montanus og et Par Smaaroller, som jeg af Fordi hun var en Dronning af Guds Naade I Følelsernes vide dunkle Land, Derfor hun kunde Kunstens Runer raade, Derfor hun gjorde Illusionen sand.

Made with