FraMitStudenterOgTeaterLiv

62 Tynde“, hvorved var ment Voltelen, og Skuespille­ ren, Mantzius selv. Scenen forestiller et meget ordentligt og net Studere­ værelse i en Præstegaard. En lidt skaldet og meget fed Præst sidder med Kalot paa Hovedet i en Lænestol; lige over for ham sidder en meget tynd Herre med et gammelagtigt Ansigt og en gammel, i det rødlige fal­ dende Paryk. Der er Udsigt til Gaarden, hvor et Par Perlehøns, en Paafugl og en hvid Gedebuk af og til vandrer forbi Vinduet og hilser Præsten med Glæ­ deshyl, der besvares af ham med et venligt Nik og en svag Trommen paa Ruden; de er midt i en Sam­ tale. Den Tynde har som Indledning til sit Svar paa Præstens Tale væltet sine magre Fingre med ustyr­ lig Vellyst i sin bløde Næse og spilet sine Øjne op i stum Efternydelse, da han udbryder, idet han tager en Pind af Udkradskassen: „Nej, har Du den endnu! Det er jo din Kløpind, som Else kaldte den.“ (Olsen havde som Student en Pind til at stoppe To­ baken ned i Pibehovederne med, som han vedbli­ vende beholdt og bruger endnu paa sine gamle Dage; Vennerne gjorde altid Løjer med den. Else er nu­ værende Provst L. C. Hansen i Ramløse). P r æ s t e n : Ja, jeg har den endnu, det var ikke godt andet. Det er ved den, at jeg har bevaret Mindet om vort Samliv paa Kalkbrænderiet — og saa er den af Tobakens hede Aske brændt op til det halve, men tro skal man være, tro mod sin Hustru, tro mod sin „Kløpind“. Husker Du den letsindige Skue­ spiller, vor Ven, som vilde spotte hermed? D e n T y n d e : Hvor er han vel? P r æ s t e n : Han er ikke langt fra nogen af os. Han er her

Made with