HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Mikael Venge

slottet til den svenske konge, Magnus Eriksson, der tidligere havde erhvervet Skånelandene på samme måde. Omvendt bliver Roskilde­ bispens offervilje herved fuldt forståelig. I 1342 lykkedes det kong Valdemar eller rettere hans schwabiske marsk, Friedrich von Lochen, under blodige kampe med holstenerne og svenskerne at erobre det omstridte København, som Valdemar straks tog fat på at indrette til sin residensstad. Her fejredes siden for­ brødringen med hans gamle rival, Magnus Eriksson, der sammen med sin hustru, dronning Blanche, og sønnen, kong Håkon af Norge, ofte var Valdemars gæster på Københavns slot. Navnlig trolovelsen 1359 og brylluppet 1363 mellem Håkon og den lille Margrethe Valdemars- datter gav anledning til store festligheder. I 1368 var festen forbi. Valdemar Atterdags mange fjender rottede sig sammen imod ham, og en hanseatisk flåde indtog og ødelagde Kø­ benhavn »i bund og grund«. Det opsving, København havde nydt som kongens by, har tydeligt været hansestæderne en torn i øjet. Med ægte tysk grundighed sørgede man for at indkalde stenhuggere, der kunne nedbryde slottets mure, mens havneløbet spærredes med sænkede skibe. Under disse omstændigheder faldt det lettere for dronning Mar­ grethe at give afkald på ruindyngen - mere har der ikke været tale om - da Roskildebispen under tronskiftet kom i tanker om, at København faktisk var hans by. Dronningen havde opgaver nok at tage vare på og overlod gerne genopbygningen efter hansestædernes hærgen til den rige bispestol. Ydermere var Roskildebispen hendes gode ven og »bankforbindelse«, Peder Jensen (Lodehat), Gjorslevs bygherre, der ikke skelnede så nøje mellem kirkens og kronens midler og generøst pungede ud, når dronning Margrethes unionspolitik fordrede kontan­ ter. Efter 1375 tilhørte byen og slottet altså ubestridt Roskildebispen, men umiddelbart efter den myndige Peder Jensens død den 19. okto­ ber 1416 tvang Erik af Pommern domkapitlet til at oplade Køben­ havn. Et nævn af »aldrende og bofaste« sjællændere afsagde i 1417 pligtskyldigst den kendelse, kong Erik forlangte, og som skulle tjene som det juridiske grundlag for, at København atter - denne gang de­ finitivt - blev kongens besiddelse. Overgrebet efterlod meget forståe­ ligt nogen bitterhed hos bispestolen, en bitterhed, der endnu murrede kort før Grevefejden og reformationen mere end 100 år senere, da den