HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

det var mig magtpåliggende at få de ønskede rettelser gennemført. Sa blev vi enige om, at det kunne jeg få lov til, når jeg gav afkald på honorar. Og så viste det sig - som det vist ofte er gået andre, der sysler med pen og papir, - at det var forholdsvis få rettelser, der skulle til for at ændre karakteren. Selve min beskrivelse af de engelske forhold skulle jo ikke rettes. Jeg var glad, da jeg så artiklen i rentrykt stand og fandt, at den, så godt jeg nu kunne gøre det, gav en beskrivelse af engelske forhold uden misvisning med hensyn til, hvad jeg mente, vi skulle lære deraf. I det følgende år - 1929 - havde jeg en oplevelse, som gjorde mig ondt. Det var afskedigelsen af direktøren for kommunens ejendomme, Simon Koch. En dag fik jeg besøg af Koch på mit kontor; han ville tale med mig om en for ham vanskelig sag. Der var en af hans underordnede, hvis tjenesteforhold var af en sådan art, at Koch måtte skride alvorligt ind over for ham. Men pågældende truede med, at hvis Koch rørte ham, så ville han gøre magistraten bekendt med den brug, Koch privat gjorde af sin tjenestevogn. Koch kunne ikke benægte, at han i et vist omfang havde brugt vognen privat, og han ville nu gerne høre min mening om sagen. Rent tjenstlig lå dette ikke inden for mit område således, at jeg i påkommende tilfælde ville få med sagen at gøre. Jeg havde som direktør for lønnings- og pensionsvæsenet ikke - således som personalecheferne i de store private forretningsinstitutioner - noget at gøre med antagelse og afskedigelse af de enkelte tjeneste- mænd; jeg havde kun med reglerne at gøre. Men som kollega ville jeg gerne sige ham, hvordan jeg så på sagen. Hvad først forholdet til den truende tjenestemand angik, syntes jeg, det måtte være udelukket, at Koch kunne lade sig skræmme af trus­ lerne. Sagen måtte gå sin gang, uanset dem; fremtiden ville være øde­ lagt for Koch, hvis han lod sig intimidere af trusler om angivelse. Hvad dernæst angik spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis den på­ gældende gjorde alvor af sine trusler, kunne jeg naturligvis ikke sige noget med sikkerhed, men jeg troede ikke, at Koch lob nogen større risiko. Det var mig bekendt, at sporvejsdirektør Nørregaard i sin tid skriftlig havde anmodet magistraten om tilladelse til at bruge sin tje­ nestevogn også til privat kørsel imod at betale et beløb pr. km efter en

108

Made with