HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

37 år i Københavns kommunes tjeneste

chancer havde, og at stillingen sikkert ville blive besat med en af mini­ steriets egne folk. Hvad den også blev. Jeg har aldrig fået opklaret, om det var mig, der hele tiden havde været naiv, eller om der er passeret et eller andet, som fik ministeriet til at ændre standpunkt. Det kan også være ligegyldigt. Sygekasse­ væsenet har, efter hvad jeg har forstået, fået en udmærket leder i den embedsmand, der blev udnævnt, og jeg havde det godt i kommunen og var vel tilfreds med at blive der, indtil begivenheder, som jegsenere skal omtale, indtraf. Det var i 1923, at dette foregik. Nu i 1930 frembød der sig igen en mulighed for mig til at gå over i anden stilling, denne gang i kommu­ nens egen tjeneste. I juni 1930 blev Schaarup udnævnt til departementschef i finansmini­ steriet fra 1. august at regne, og dermed blev stillingen som direktør for stadens hovedbogholderi og revision ledig. Det havde i nogen tid trukket op til dette, og jeg havde derfor haft tid til at overveje, hvad jeg i så fald ville gøre. Jeg var kommen til det resultat, at jeg gerne ville ombytte løndirektoratet med hovedbogholderiet, og samme dag som også andre fik at høre om den forestående departementschefs­ udnævnelse, gik jeg ind til borgmester Hedebol og meldte mig som eventuel ansøger til Schaarups hidtidige stilling. Hovedgrunden til dette skridt var, at jeg var ved at blive træt af personalesagerne. Da borgmester Jensen i sin tid forlod finansborg- mesterstillingen og blev overpræsident, sagde man, at det navnlig var, fordi han var bleven træt af den ustandselige strøm af lønsager og andre personalesager; han søgte ud til en stilling, hvori han vel stadig ville være midt i begivenhederne, men dog kunne vente sig lidt mere ro. Det var et tilsvarende ønske, der gjorde sig gældende hos mig, og det blev accentueret ved, at efter at først Aksel Andersen i 1926 havde forladt løndirektoratet for at overtage ledelsen af magistratens 2. afde­ lings sekretariat, gik Ejnar Nielsen nu i 1930 over til sporvejene for at bryde sig en bane der. Det er trættende gang på gang at miste med­ arbejdere, som man sætter særlig pris på. Hovedbogholderidirektoratet bød på interessante opgaver, langt ud over det, som navnet angav. Det ville have været mere betegnende, om man allerede dengang havde kaldt det for det, som senere blev dets 113