HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

nye stilling, som måske ellers havde ligget uden for hans interesse­ sfære, og da stillingen derefter blev slået op, søgte han den og fik den. Dermed fik jeg den bedste medarbejder og afløser, jeg kunne ønske mig. Som et udtryk for den særlige stilling, Dalgaard indtog, blev det straks fra første færd ordnet således, at han - i modsætning til kontor­ cheferne i hovedbogholderidirektoratet - for sine sagers vedkommende skulle deltage i de ugentlige referater hos borgmesteren og rådman­ den. I forbavsende kort tid kom Dalgaard ind i sagerne og forholdene, og efter et par års forløb, måske knap nok det, havde han faktisk rempla­ ceret mig som den, der førte alle forhandlinger og havde alle tråde i sin hånd, medens min opgave nærmest blev den at være den erfarne rådgiver. For så vidt var forholdet mellem Dalgaard og mig ved at blive det samme, som det havde været mellem mig og Schaarup, mens jeg var kontorchef. Men der var alligevel en forskel; mit direktør­ ansvar for personalesagerne havde mere realitet i sig end Schaarups i sin tid. Dette viste sig, når Dalgaard havde ferie eller var syg; så ven­ tede borgmester Hedebol af mig - i modsætning til hvad der havde været tilfældet med Schaarup - at jeg faktisk tog kontorchefens ar­ bejde; og for at være i stand til det måtte jeg fuldstændig holde mine kundskaber i det omfattende stof å jour. Dette ville jeg gerne snart befries for. Men da Dalgaard var kommet så godt ind i tingene, at det kunne være rimeligt at tage spørgsmålet op, viste det sig, at der ikke var nogen mulighed for at få den nedlagte stilling som direktør for lønnings- og pensionsvæsenet genoprettet. Det var gået så uheldigt, at man i den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen havde fæstnet sig meget stærkt og med megen tilfredsstillelse ved den besparelse, der fremkom ved direktørstillin­ gens nedlæggelse og erstatning med en kontorchefstilling (uden ydelse af noget ekstravederlag til mig for overtagelse af dobbeltdirektoratet). Ganske særlig gjaldt dette borgmester Anthon Andersen, som var en af de partifæller, der stod borgmester Hedebol nærmest, og uden hvis tilslutning han ikke ret vel kunne få noget gennemført i gruppen. Til borgmester Hedebols beklagelse kom Anthon Andersen gang på gang tilbage til den fordel, som kommunen havde haft ved denne ordning, og som han mente kommunen burde holde fast ved. Når sagen kom på tale mellem borgmester Hedebol og mig, fik jeg derfor det svar, at en

116