HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Danmarks hovedstad

sig da også på mange måder som en overbevisende demonstration af byens særlige status og kom for en stor del til at dreje sig om beherskel­ sen af København. Ydermere førte Grevefejden til, at København om­ sider proklameredes som hovedstad. Krigsbegivenhederne, som vi skylder proklamationen, burde være en omtale værd. Overfor opstanden i Malmø den 29. maj 1534, startskuddet til Grevens fejde, havde københavnerne forsigtigt holdt sig tilbage. Deres sympati med det eksisterende styre af rigsråder, der havde grebet magten efter Frederik I ’s død 1533, var ganske vist meget beskeden. Sympatien lå snarere hos rigshofmester Mogens Gøye, der var tilhænger af den senere Christian III, hvad en henvendelse til rigshofmesteren anty­ dede.6Hertil kom, at høvedsmanden på Københavns slot, Johan Urne, øjensynligt var opsat på ikke at dele skæbne med Malmøhus’ komman­ dant, Mogens Gyldenstjerne, der var blevet overrumplet og arresteret af Malmøborgerne. Under opstanden anlagde Johan Urne tværtimod et martialsk, sabelraslende tonefald, og bystyret har uden tvivl været noget trykket af hans nærværelse. Efter den liibske flådes ankomst blev København udsat for en lem­ pelig indeslutning fra søsiden, idet fire krigsskibe lagde sig ved St. Annæ og spærrede den nordre indsejling.7 Samtidig er der formodent­ lig etableret en endnu lempeligere spærring på land. I klageskriftet mod bisperne lyder en af anklagerne mod Joachim Rønnow, at han under det gryende reformationsrøre skulle have »ladet holde for alle porte og lukket alle veje for København og forment dem al tilføring og afføring«.8 En lignende blokade kan grev Christoffer have foranstal­ tet. Til en egentlig belejring strakte hans ressourcer sig næppe. Alligevel synes Johan Urne meget snart at have vaklet i troen, og under omstændighederne er det forståeligt, at i hvert fald Køben­ havns borgere blev tiltrukket af grevens parti, der talte deres tidligere borgmester, Ambrosius Bogbinder, blandt sine fremtrædende med­ lemmer. Karmelittermunken Poul Helgesen skriver i Skibbykrøniken, at de »ved hemmelige rådslagninger og lønlige rænkespil traf foran­ staltninger til at sætte det samme i værk, som de troløse Malmøbor- gere havde gjort«.9 Hans ærinde er tydeligt at undskylde Johan Urnes påfølgende overgivelse af Københavns slot, hvis betimelighed der

11