HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Danmarks hovedstad

Et ganske andet og langt mere dramatisk indtryk af overgivelsen får man hos de to katolikker, Poul Helgesen og Peder Olsen, der begge begrunder den med besætningens forræderi. I Roskildeårbogen hed­ der det, at Johan Urnes folk »ikke ville stå mandelig med ham«, mens Skibbykrøniken kategorisk erklærer, at besætningen »med den største troløshed faldt fra hr. Johan Urne og med så stor voldsomhed og så stort forræderi trængte på overgivelse, at denne overhovedet ikke kunne hindres«.39 Det må der åbenbart være nogen, der har påstået. Mens borgerpartiet hoverede, har hertug Christian og hans råd­ givere naturligvis været rasende over slottets hurtige overgivelse. I de samme dage havde hertug Christian anmodet den svenske konge om at sende undsætning til Københavns slot, »hvilket endnu holder sig og med Guds hjælp kan og vil holde sig længe«.40 Den kampberedte hold­ ning, Johan Urne først havde givet udtryk for, svarede utvivlsomt til tidens æresbegreber, og at han ikke levede op til dem, bekræftes in­ direkte af Skibbykrønikens energiske forsvar for ham. I Grevefejdens slutfase var Johan Urne sammen med Anders Bille så uheldig at høre til de såkaldte mecklenburgske fanger, som Christian III fik udleveret, men ikke umiddelbart løslod. For Johan Urnes ved­ kommende har det uden tvivl været den utidige overgivelse af Køben­ havns slot, der gjorde ham suspekt i Christian I I I ’s øjne, hvortil kom et uvenskab med hans fynske nabo på Hesselagergård, kansler Johan Friis. Dette uvenskab er højst tænkeligt blevet grundlagt ved denne lejlighed, idet Johan Urne synes at have betinget sig at få Gudme her­ red i erstatning for Københavns slot, således som Arild Huitfeldt med­ deler. Gudme herred, hvor både Rygård og Hesselagergård lå, havde tidligere været forlenet til Johan Friis. Det mest talende vidnesbyrd om den vanære, der i samtidens øjne klæbede ved Johan Urnes overgivelse af Københavns slot, er et latinsk forsvarsskrift, der udsendtes i 1537 øjensynligt netop for at rense ham og et par skånske herremænd, der også havde gjort en uheldig figur under fejden. I dette skrift holder Johan Urne efter bedste klassiske forbilleder en hel tale til de 100 landsknægte, der udgjorde slottets besætning, hvori han forsøger at indgyde dem mod og forsvarsvilje.41 Selv om overmagten var stor, understreger han i denne fingerede tale, var slottet vel rustet til at udstå en belejring og i stand til at bombar­ dere hele København. Proviant havde man til fire år (slotsforvaltnin­

21