HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen

A f Søren Federspiel

Intet håndværk er forblevet uberørt af den tekniske udvikling. Det gælder også for tømrerhåndværket. Skibstømreren arbejder ikke læn­ gere med træ. Han er blevet metalarbejder. Møllebyggerhåndværket er det gået på lignende måde. Det er blevet et metal- eller museums­ fag. Vil det gå ligesådan med tømrerhåndværkets centrale del, hus­ bygningen, og dermed med tømrerfaget som helhed? Lad os vende blikket bagud og se på, hvad den tekniske udvikling har betydet for tømrerfaget. I 1862 trådte en ny næringslov i kraft. Den ophævede de gamle købstadlavs monopol på at drive håndværk. Næringsloven var en slags stadfæstelse af en allerede stedfunden ud­ vikling, der havde gjort lavsvæsenet til en hund i et spil kegler. Det af lavsvæsenet forudsatte faglige og sociale fællesskab mellem mestre og svende var krakeleret forlængst. Modsætningen mellem lavene og det ikke lavsbundne landhåndværk blev stadig mere udtalt. I perioden frem til næringsloven var landhåndværket inde i en frugtbar udvik­ ling med stigende produktion og afsætning. Byhåndværket stod om­ vendt med faldende omsætning b l.a. som følge af konkurrence fra landhåndværket. Samtidig steg antallet af håndværkere i byerne. For mange betød det social nedtur, proletarisering. I kampen mellem land- og byhåndværkere mistede de sidste stadig tydeligere terræn. For landhåndværket blev loven om fri næring i vid udstrækning en stadfæstelse af allerede eksisterende tilstande. For byhåndværket fik lovgivningen derimod karakter af et brud. Det gjaldt især i København, hvor lavssystemet var veludviklet med en lang tradition bag sig. Provinsens byer indtog nærmest en mellem­ stilling mellem situationen på landet og den i København. Flertallet af provinsbyernes håndværkere var ikke lavsmæssigt organiseret. Des­ uden manglede mange af de eksisterende lav retsgyldigt grundlag.1

25

3