HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Søren Federspiel

opsving i nybyggeriet i begyndelsen af 1870’erne. Påbegyndt som en sygekasse udviklede den sig snart til, hvad der er blevet kaldt en mo­ derne arbejdsgiversammenslutning.2 Der eksisterede således side om side to mesterorganisationer inden for tømrerfaget i København. De gunstige byggekonjunkturer varede ikke ved. I slutningen af 1870’erne nåedes bunden. Mange mindre velkonsoliderede mestre måtte dreje nøglen om. Det gik især ud over Tømrermesterforeningen af 1873. Desuden fik foreningen svendene imod sig, da dens medlemmer gik under en priskurant, der var aftalt 1875 mellem lavet og hustømrerforeningen. I begyndelsen af 1880’erne var byggekonjunkturerne atter for op­ adgående. Krisen havde dog renset så kraftigt ud blandt tømrer­ mesterforeningens medlemmer, at de resterende indså det uholdbare i situationen og søgte ind i lavet. En egentlig fusionering synes ikke at have fundet sted. Lavet på sin side havde vel ikke for alvor følt sin eksistens truet. Tømrermesterforeningen af 1873 var en første på­ mindelse om, at hovedmodsætningen ikke længere som i lavstiden gik mellem mestre med og mestre uden mesterprøve, men mellem mestre og svende. Mesterprøven måtte man affinde sig med ikke at få igen. Fra 1883 stod Københavns Tømrerlaug som enerepræsentant for mestrenes interesser. Opbygning af arbejdsmarkedets organisationer Den organisatoriske afklaringsproces inden for tømrerfaget i Køben­ havn blev fulgt af en politisk modning. Den viste sig umiddelbart i forbindelse med den omfattende arbejdsmarkedskonflikt i 1885. I denne situation etableredes fra konservativt hold alternative skrue­ brækkerforeninger. Hustømrerforeningen af 1885 var en sådan for­ ening. Lavstidens traditioner, faglig stolthed og de organisatorisk­ politiske erfaringer siden 1862 bevirkede tilsammen, at tømrerlavet ikke anerkendte den gule fagforening. I det hele taget var det karakteristisk for håndværkets mesterorga­ nisationer, at de ikke søgte at antaste svendenes ret til at organisere sig. Følgelig ønskede de ikke at knuse fagforeningerne som sådan i modsætning til industriens arbejdsgivere, specielt jernindustriens fabrikantforening. Denne holdning kom også til udtryk i oprettelsen

28