HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Søren Federspiel

Arbejdsgiver- og Mesterforening bestod det væsentlige i anerkendelsen af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet »samt til at an­ vende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft«. For byggefagenes mesterforeninger, herunder Københavns Tømrerlaug, repræsenterede forliget en sejr for den linie, som de store københavn­ ske byggefag havde stået for allerede fra midten af 1880’erne, en linie karakteriseret ved en forsonlig, forhandlingsvenlig holdning over for fagbevægelsen. Septemberforliget var i en vis forstand en råskitse. Det var åbent for fortolkning og det forudsatte et fagretligt system, et system, der blev opbygget i perioden frem til 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Hvad ingen af parterne kunne forudse var de vidtrækkende konsekvenser, septemberforliget fik. Det kom til at stå stort set uforandret i mere end et halvt århundrede. Tøm rerfaget og mekaniseringen Den ny tids krav vedrørte ikke kun det organisatoriske og overens­ komstmæssige. Industrialiseringen og den tekniske udvikling var også afgørende for nybruddet. Ved vurderingen af tømrerfagets industria­ lisering må der skelnes mellem fagets konstruktive side og dets træ­ bearbejdende side. Den konstruktive side stod så at sige uforandret helt frem til 1950’er- ne. Først med den såkaldt anden industrielle revolution efter 2. ver­ denskrig skete der afgørende brud med tidligere tiders byggeteknik m. m. Den træbearbejdende side af faget var i højere grad udsat for æn­ dringer. Indførelsen af maskiner fandt sted i forbindelse med indu­ strialiseringens første faser i 1800-tallets slutning. Der viste sig her en markant forskel i mekaniseringens udvikling mellem på den ene side København og på den anden side landdistrikterne og provinsen. Uden for København fandt mekaniseringen sted ved, at den enkelte mester tog maskiner ind. Værkstedet blev på den måde gradvis mekaniseret. I modsætning hertil foregik mekaniseringen i København ved etable­ ring af centrale værksteder, hvor den enkelte tømrermester fik bear­ bejdet sit træ. Baggrunden for denne forskel i udvikling må søges i en 32