HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Søren Federspiel

rundt i landet. Fællesrepræsentationen bl. a. stod bag denne form for teknologispredning, der afløste de store industriudstillinger. De københavnske tømrermestre kendte ikke til egne værksteder. Deres tømrervirksomhed var centreret omkring tømmerpladsen, hvor tømmeret blev opbevaret og tildels tildannet, og byggepladsen, hvor den endelige tildannelse fandt sted. Alligevel vandt maskinerne tidligt indpas i København, så tidligt at drivmidlet blev damp. Allerede i 1855 havde København fem dampdrevne træskærerier. Frem til be­ gyndelsen af 1870’erne forblev tallet nogenlunde uforandret. Fra be­ gyndelsen af 1870’erne til midten af 1890’erne udvidedes både antallet af virksomheder og omfanget af den mekaniske kraft. Men især fra 1890’ernes anden halvdel gik det stærkt.7 Dampdrevne savværker fandtes dog også i provinsen. I 1898 sluttede de sig sammen i Forenin­ gen for Provinssavværker og Høvlerier.8 Provinssavværkerne havde imidlertid en anden funktion end de københavnske i relation til tømrerfaget, betinget af de strukturelle forskelle inden for faget mel­ lem København og det øvrige land. Stillet over for en stigende mekanisering fra 1890’ernes anden halv­ del følte de københavnske tømrermestre sig foranlediget til at gå aktivt ind i denne nye branche. Det skete med oprettelsen af A/S Køben­ havns Høvleri og Savværk i 1897.9 Virksomheden blev etableret uden for tømrerlavet, men af en kreds af fremtrædende lavsmestre. Frem til den store byggekrise 1907/08 gik alt upåklageligt. Efter krisen frem­ kom et markant driftsunderskud. I 1910 var der næsten balance i regnskabet. Økonomien blev gradvis forbedret, og det absolut bedste resultat nåedes under 1. verdenskrig. I 1919 blev selskabet imidlertid solgt. Den bratte afvikling er nok udtryk for, at virksomhedsdriften oversteg lavsmestrenes kræfter og vel også satte fællesskabet i lavet på en hård prøve. På flere måder blev den tidlige industrialisering og ikke mindst de hastigt skiftende byggekonjunkturer en prøvelsernes tid for tømrer­ faget. Det var åbenbart for enhver, at lavstidens kollegiale sammen­ hold var opløst og erstattet af konkurrence de enkelte mestre imellem. Det førte b l.a . til at mestrene underbød hinanden, når de afgav til­ bud, med det resultat, at mange gik fallit. Under byggekrisen i Køben­ havn 1907/08 var forholdene blevet så grelle, at en kreds af mestre i Københavns Tømrerlaug tog sagen i egen hånd, idet de dannede en

34