HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Bente Holst

bro, overfor Assistens Kirkegård. Samme dag blev han iøvrigt gift med Louise Christine Bierring (1822-1905), den senere så berømte enke.

Den første tid Produktionen skulle baseres på »pottemageri«, dvs. brugsgenstande som urtepotter, hængeampler og vandkølere, samt vaser og kar efter græske forbilleder, i høj kunstnerisk udførelse. Han vidste fra sin fødeø, hvor han skulle hente det rigtige ler til fremstillingen, men han manglede kapital. End ikke en ovn var der råd til, og i starten fik han derfor lov til at få sine ting brændt på Den kgl. Porcelainsfabrik, lige­ som han stadig arbejdede her en del af dagen. Denne løsning var imid­ lertid ikke uden problemer, f. eks. var de varmegrader, man brugte til porcelænsfremstilling ofte for meget for hans terrakottavarer, og de blev trukket skæve.2 Starten var altså ikke nem, men han havde en værdifuld støtte i arkitekten G. F. Hetsch (1788-1864), der var professor ved Kunst­ akademiet og kunstnerisk leder af Den kgl. Porcelainsfabrik fra 1828 til 1857. I over en menneskealder var han den store autoritet som vej­ leder i »den gode smag« - og han har æren af og også ansvaret for, at en beskeden, men karakterfuld klassicisme beherskede danske møbler og dansk kunsthåndværk helt op til 1860’erne, et halvt århundrede efter at stilen var blevet umoderne i Frankrig og England. Han hjalp Ipsen igang, bl. a. ved at tegne nogle vaser til ham. Hans søn, maleren Christian Hetsch (1830-1903), der efterfulgte sin far som kunstnerisk leder af Porcelainsfabrikken (1857-1871), interesserede sig stærkt for de historiske stilarter, hvilket resulterede i tegninger af ægyptiske vaser og en del terrakottavaser i græsk stil med røde eller sorte figurer. Det var b l.a . ham, der for P. Ipsens Terra- cottafabrik tegnede de »etruriske« vaser, som skaffede fabrikken et navn på de store internationale udstillinger. Afsætningen viste sig også at være et problem, idet byens porce­ lænshandlere var meget tilbageholdende overfor Ipsens uglaserede terrakottasager. Dem var man ikke vant til, men Ipsen holdt efter sigende strengt på, at man skulle kunne opfatte den enkle skønhed i form og materiale.3 Det varede dog ikke længe før salget steg, Ipsen havde bl. a. succes

66