HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

P. Ipsens Enke Kgl. Hoj Terracottafabrik

kurant, således at arbejderne stort set ikke vidste hvilken betaling, de skulle have for arbejdet, før de nåede lønningsdagen. Forsamlingen nedsatte derfor et tremands-udvalg til at forhandle med Ipsen. Dette udvalg kunne på en ny generalforsamling i maj 1898 oplyse, at Ipsen var gået ind på at ophænge en priskurant på virksomheden, at man var blevet enige om en pris for det omdiskuterede fodstykke, og at den første drejer, der blev antaget, skulle være Carl Sommer. Det sidste løfte »glemte« Ipsen imidlertid, og en skriftlig henvendelse fra forbun­ det var ikke nok til at genopfriske hans hukommelse. Ved den første generalforsamling i 1899 trådte Sommer derfor tilbage som formand for forbundet og helligede sig en fremtid som legetøjshandler på Nør- rebrogade. Disse tildragelser viser fabrikken som en konservativ, patriarkalsk ledet virksomhed (ganske som de øvrige i branchen), hvor fabrikanten ikke gerne tålte indblanding udefra, og nok selv skulle lave de for­ nødne aftaler med sine arbejdere. En overenskomst kom Ipsen dog ikke uden om, men først i 1916 lykkedes det at få gennemført betaling for overtid og natarbejde, samt indført sommerferie. Under og efter 1. verdenskrig var der flere gange problemer med overenskomsterne hos Ipsen, der på grund af de ekstraordinære omkostninger helst så dem forlænget uden ændringer. I 1919 kom det reelt til strejke fra den 13. februar og til ind i maj måned, hvor en ny overenskomst blev af­ sluttet. Men med i billedet skal det naturligvis, at fabrikken alle dage var en mindre virksomhed, der sjældent havde mere end 30 mennesker ansat, hvoraf de fleste blev der i mange år. Der har givetvis været tale om et næsten familieagtigt sammenhold, kombineret med en faglig stolthed og loyalitet overfor firmaet, idet fabrikken lige til det sidste havde ry for at beskæftige endog særdeles dygtige håndværkere.

Nye tider - nye kunstnere Bertel Ipsen indså allerede tidligt, at successen med det klassisk orien­ terede repertoire ikke ville vare evigt, og i 1880’erne og 90’erne knyt­ tede han derfor forbindelse med en række unge kunstnere, der kunne skabe en tiltrængt fornyelse. Eksempler er billedhuggerne Julius

79

Made with