HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

heraf, at så måtte disse tjenesteområder henlægges under overpræsi­ denten, var vistnok meget naturligt på det daværende tidspunkt, dvs. midten af forrige århundrede. Men i længden kunne det ikke gå på den måde. Når hele det øvrige finansvæsen lå hos borgmesteren for magistratens 2. afdeling, manglede overpræsidenten og hans sekreta­ riat grundlaget for at være ledende i budgetarbejdet, og ligeså stod det til med hensyn til personalevæsenet. Efterhånden som det partipoliti­ ske fik større betydning, måtte det desuden blive uholdbart, at det var den kongelige embedsmand overpræsidenten, under hvem de politisk mest betydende sager henhørte. Hvornår overførelsen til magistratens 2. afdeling er begyndt, ved jeg ikke; da jeg i 1906 fik med disse sager at gøre, var den i realiteten forlængst fuldbyrdet. Men formen bestod; budgetforslaget blev fremsendt til borgerrepræsentationen med en af overpræsidenten underskreven og af hans sekretariatschef paraferet skrivelse (på nogle få linier), og svaret gik samme vej tilbage; ligeså med skrivelser til indenrigsministeriet om stadfæstelse af vedtægts­ ændringer. En reminiscens fra forfatningsbestemmelsernes ordlyd var det desuden, at overpræsidenten altid personlig overværede budget­ forhandlingens begyndelse i borgerrepræsentationen, og at jeg altid måtte vandre op til overpræsidiets sekretariatschef og indhente hans tilladelse til at trykke hans navn som paraf under rådstueplakaten om det vedtagne budget, - den han gav med et haruspicalt smil. Antagelig har de skiftende overpræsidenter været tilfreds hermed. Jeg har i hvert fald aldrig hørt eller læst om andet; om overpræsident Jonquiéres ved jeg, at han var medvirkende til at få fastslået, at løn-og pensionssager hørte under 2. afdeling. Blandt borgmestrene for de an­ dre afdelinger har der derimod nok lejlighedsvis været nogen util­ fredshed. I Marcus Rubins erindringer fortælles om finansborgmester C. E. Fengers magtstilling og om den misfornøjelse, som den af og til vakte. Dette har vist nok ikke mindst været tilfældet hos borgmesteren for magistratens 1. afdeling H. N. Hansen, som Rubin, der stod ham nær, kalder for førsteborgmester. Samme betegnelse for borgmester H. N. Hansen har jeg hørt i hjemmet hos min mormor, hvor en søn havde været klassekammerat med ham. Måske har borgmester Han­ sen selv syntes, at borgmesteren for magistratens 1. afdeling burde være Københavns førsteborgmester. I Biografisk Leksikons artikel om ham fortælles det, at han havde dybe skuffelser, og at ikke mindst for­