HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

37 år i Københavns kommunes tjeneste

holdet til hans kollega i magistratens 2. afdeling, borgmester Borup var vanskeligt. Men borgmester Borup har åbenbart haft den stærke­ ste stilling, og borgmester Hansen foretrak da at gå af i en tidlig alder. Hans efterfølger, borgmester Dybdal, har formentlig ikke haft vanske­ ligt ved at anerkende borgmesteren for magistratens 2. afdeling som finansborgmesteren, og det samme gjaldt, som jeg foran har fortalt om det, for borgmester Kaper i borgmester Jensens tid. Man kan harmes over, at det er så let at tilsidesætte en forfatnings­ bestemmelses åbenbare mening, når blot man beholder en splint af dens form. Eller man kan glæde sig over, at fortidens bestemmelser ikke har større modstandskraft over for den senere udviklings krav. Om man gør det ene eller det andet, beror på ens hele indstilling. Men hvordan man så ser på det, så var det faktiske forhold det, at borg­ mester Jensen var finansborgmester og som sådan den ledende borg­ mester. Og det var hans stilling, der nu skulle besættes. Den forsamling, der skulle vælge efterfølgeren, var den socialdemo­ kratiske gruppe i borgerrepræsentationen. Dens forhandlinger var naturligvis hemmelige, men der sivede adskilligt ud; særlig gennem Kommunalt Arbejderforbund fik jeg forskelligt at høre. Gruppen var ikke enig; nogle holdt på P. J. Pedersen, der tidligere havde været socialdemokratiets budgetordfører og nu var borgerrepræsentationens formand, andre på den nuværende budgetordfører Peder Hedebol. Jeg kendte dem begge godt fra fællesudvalg, hvor de havde været medlemmer og jeg sekretær. P. J. Pedersen havde både i udvalg og i salen taget livlig del i behandlingen af regnskabs- og personalesager og vist megen indsigt deri; men Kommunalt Arbejderforbunds ledelse havde noget imod ham; der blev også talt om, at det ikke måtte gå arbejderne, som det var gået bønderne, der havde fået lærere til deres egentlige politiske førere. Hedebol var en god taler og skrev godt for sig, og han havde i modsætning til P. J. Pedersen Staunings tillid. Regnskabs- og personalevæsen havde han næppe beskæftiget sig med i samme omfang som P. J. Pedersen, men han havde udfyldt hvervet som budgetordfører upåklageligt. Han var endvidere en sprogbega­ velse; engang senere fortalte han mig, at det havde han arvet fra sin mor. Hun talte til fuldkommenhed tre sprog: fynsk, der var hendes modersmål; hedejysk, fra den tid, familien boede i Givskud; og køb­ stadsjysk fra tiden i Vejle. Hun løb aldrig sur i det, men valgte sprog 89